Den 17-årige keeper Line Damgaard Andersen tager efter fem år i IF Lyseng springet til AaB, hvor hun bliver en del af klubbens 1. divisionshold
Fælles pressemeddelelse fra IF Lyseng og AaB Kvinde Elitefodbold A/S
Line, som er 17 år, er vokset op i Skødstrup i den nordlige del af Århus, og hun startede med at spille i Skødstrup, da hun var 9 år. Da Line var 13 skiftede hun til IF Lyseng, og her har hun nu spillet i næsten 5 år, og har de seneste år været en fast del af U18 DM-truppen. Line har været med hele vejen fra DBU’s U14 talenthold og frem mod U19 landsholdet, og hun har spillet kampe på samtlige U-landshold.
Line har været meget glad for at spille i Lyseng, og har som et næste skridt i hendes karriere takket ja til en kontrakt med AaB. På spørgsmålet om, hvad der har fået hende til at træffe denne beslutning, siger hun:
”AaB’s ambitioner passer til mine egne, og jeg ser meget frem til at spille på et 1. divisionshold i et elitemiljø. Jeg er klar til at blive seniorspiller, og jeg synes, AaB har fokus på udvikling samtidigt med at skabe resultater”.
Line fortæller, at hun glæder sig til at blive en del af AaB, og at hun vil gøre sit til, at holdet igen kvalificerer sig til kvalifikationsligaen:
”Jeg ser særligt frem til at være en del af et setup, hvor der virkelig bliver satset på kvindefodbold og til fortsat at træne på et højt niveau, så jeg kan blive ved med at udvikle mig”.
Konstruktivt samarbejde mellem klubberne
Lyseng har været positive omkring Lines beslutning om at skifte til AaB, og skiftet er sket i et konstruktivt samarbejde med AaB, hvor fokus har været på Lines udviklingsmuligheder fremfor på egne klubinteresser. Cheftræner David Kjær Nielsen fra Lyseng 1 division forklarer, hvorfor Lyseng aktivt har medvirket til Lines klubskifte.
”Line er den næste i rækken af meget dygtige keepere, som er kommet gennem ungdomsafdelingen i Lyseng, hvor vi er repræsenteret på alle U-landshold og har været det i nogle år. I forbindelse med overgangen til senior har vi løbende været i dialog med Line om hendes muligheder både hos os og i andre klubber. Line har udtrykt et stort ønske om at spille kampe på mindst 1.divisionsniveau, hvilket vi ikke umiddelbart har kunnet tilbyde hende i Lyseng, idet vi allerede er rigtig godt besat på positionen. Vi har ikke ønsket at love noget, vi ikke senere kunne leve op til, så selvom vi er ærgerlige over at miste en dygtig keeper, så vurderer vi, at det er i Lines bedste interesse at skifte til en anden 1. divisionsklub, hvor vejen til spilletid måske er lidt kortere. Normalt vil vi aldrig råde unge piger til at bruge mange timer på transport, men Line har foretaget et velovervejet og oplyst valg, og på den baggrund bakker vi hende selvfølgelig fuldt ud op i ønsket om at skifte til AaB”.
Lysengs nye Sportschef Kent Vad Bargisen supplerer:
”Jeg er naturligvis ked af, at Line forlader os. Hun er en yderst talentfuld målmand. Men omvendt er jeg også stolt af, at Lysengs målmands trænerteam har kunnet udvikle en så dygtig målmand i vores seriøse træningsmiljø, at hun er blevet attraktiv for andre. Jeg respekterer selvfølgelig hendes ønske om at ville spille fast på et 1. divisionshold. Så jeg ønsker hende kun alt det bedste i fremtiden. Og hvem ved, måske ser vi en dag igen Line i den Orange trøje. Det håber jeg da”.
AaB: Et stort talent
David Juul Nielsen, som er Sportschef i AaB Kvinde Elitefodbold A/S, er meget tilfreds med, at Line kommer til AaB og ikke mindst, at det har kunne lade sig gøre i et samarbejde med en konkurrerende klub:
”Vores ambition er at spille med i Kvindeligaen fra næste sommer, og vi arbejder løbende på at styrke vores trup. Primært med egne talenter, men også med spillere udefra, som kan være med til at løfte niveauet. Derfor glæder det os meget, at Line bliver en del af vores trup. Hun har et stort talent, og I AaB vil vi gerne være med til at udvikle hendes potentiale. Samtidig har Line det gen, det der skal til for at være med til at bygge op og være en del af rejsen frem mod Ligaen.”
David fortæller videre, at man i AaB tager hatten af for Lysengs medvirken til Lines skifte og deres støtte til hende i processen.
Da Line har et stykke vej fra Skødstrup til AaB, er der ydermere lavet en aftale om, at Line kan fortsætte med én ugentlig træning i VSK, hvor hun har trænet med det seneste halve år. Så kan enderne nå sammen for Line, som ud over mange timer på træningsbanen, går i 3.g på Risskov Gymnasium.
IF Lysengs ønsker Line held og lykke i AaB og ser frem til at følge hendes videre udvikling!