Sofie Hornemann: Skarpretteren i det unge kuld

0
2251
KoldingQ-angriber Sofie Hornemann i en aktion mod BSF, da hun spillede U18 DM . Foto: Steen Trolle

Det er et ungt KoldingQ-hold, der har indtaget førstepladsen i Gjensidige Kvindeliga. 17-årige Sofie Hornemann er en del af truppen, og hun har allerede gjort sit indtog i ligaen med flere mål. Søndag går det løs igen, når hun og KoldingQ drager til Hjørring, hvor ligaens andenplads står klar.

Af Camilla Bergholm

16 år, 17 år og 18 år. Gennemsnitsalderen er lav hos KoldingQ-holdet, men deres placering i tabellen er i toppen. Denne statistik bidrager 17-årige Sofie Hornemann til. Med en ung alder er hun en del af det generationsskifte, der finder sted i KoldingQ, og samtidig har hun også gjort sig bemærket ved allerede efter fire kampe at have scoret tre mål. Og det er en overvældende start på sæsonen, pointerer den unge angriber.

”Det er overvældende at komme ind som ung spiller og så score. Jeg kommer op til noget helt nyt, så det føles helt surrealistisk med sådan en start,” siger Sofie Hornemann.

Det er ikke kun Sofie Hornemann, der trækker gennemsnitsalderen ned. Samtlige af hendes holdkammerater er mellem 16 og 19 år. Der er derfor en anden dynamik på holdet, når både unge og mere erfarne spillere mødes, forklarer hun:

”Det er fedt at være en del af et ungt hold. Der er en masse unge spillere, man kan lære af, men der er også et par ældre, der kan lære os noget. Og så synes jeg, at det er godt med nye kræfter.”

Stærk modstander venter søndag
Det er blevet til to sejre og to uafgjorte kampe for koldinggenserne. Dog ville de gerne have haft en sejr med hjem i forrige weekend, da de mødte BSF. Men her blev de for selvsikre og kunne ikke rigtigt ramme dagen, forklarer Sofie Hornemann.

“De næste par år vil jeg udvikle mig i klubben, og så vil jeg se, hvad fremtiden bringer. Men jeg vil gerne til udlandet og blive en del af A-landsholdet”

Sofie Hornemann, spiller KoldingQ

Det tager de i stedet med videre til søndagens opgør, hvor Fortuna Hjørring står klar til at tage imod dem. Hjørring-holdet har indtaget tabellens andenplads, mens KoldingQ inden kampen befinder sig på førstepladsen. Der er derfor lagt op til det helt store opgør, når de to mandskaber betræder græsset i Hjørring.

”Jeg forventer en intens kamp – det er jo mellem nummer ét og to. Det bliver vildt hårdt arbejde, hvor man skal udnytte de chancer, man får og være sikker. Vi skal være opmærksomme på vores eget spil og undgå at blive irriteret, hvis vi laver fejl,” fortæller den 17-årige KoldingQ-spiller.

Udvikling og udlandet
Grunden til, at holdet er startet så godt ud i Gjensidige Kvindeliga, skyldes ifølge Sofie Hornemann, at truppen har troet på sig selv, og at der er kommet flere unge spillere til. Hun beskriver også det sociale som en vigtig faktor for, at de klarer det så godt sammen.

Det er også i KoldingQ, hun ser sig selv i den nærmeste fremtiden. Her vil hun udvikle sig, så hun i fremtiden kan komme endnu længere og få nogle af de fodboldrømme opfyldt, som hun render rundt med.

”De næste par år vil jeg udvikle mig i klubben, og så vil jeg se, hvad fremtiden bringer. Men jeg vil gerne til udlandet og blive en del af A-landsholdet,” fortæller den unge spiller.

Det er en meget bestemt ung kvinde, der fortæller om sin fremtid, men også hvordan hun selv er kommet så langt. Hun har kæmpet hårdt og aldrig givet op, og det vil hun gerne give videre til andre spillere.

”Et godt råd er, at man aldrig skal give op. Selvom man har en træner, der går imod én, så skal man tro på, at det nok skal komme. Det har jeg selv erfaret,” slutter Sofie Hornemann.

Kampen mellem Fortuna Hjørring og KoldingQ fløjtes i gang søndag klokken 13:30 på Nord Energi Arena. Lørdag spilles også flere kampe:

  • VSK Aarhus – FC Thy-ThistedQ: Klokken 13:00.
  • BSF – Brøndby: Klokken 13:00.
  • Odense Q – Farum BK/FCN: Klokken 13:00.

De kan streames her.