U18 DM: Brøndby slog de forsvarende mestre

0
3170
Brøndby havde 5 debutanter på banen, da de slog de forsvarende mestre fra Fortuna Hjørring. Foto: Brøndby IF

I går blev der fløjtet op til en ny sæson i U18 DM-ligaen. Alle 4 hold fra sidste sæsons top 4 var i spil, og der var spænding for alle pengene fra første fløjt. Læs mere om lørdagens resultater her.

Af Signe Holt Andersen

En ny sæson i U18 DM blev i går sparket i gang. På kampprogrammet var der spændende opgør mellem Kolding Q og Team Odense Q samt Fortuna Hjørring vs Brøndby. Alle 4 hold sluttede i top 4 i sidste sæson, så der var lagt op til tætte og nervepirrende kampe.

Brøndby – Fortuna Hjørring (2-1)

Hjemmeholdet Brøndby stod overfor en svær opgave, da de tog imod de forsvarende mestre fra Fortuna Hjørring. Dog var det hjemmeholdet, som slap bedst fra opgøret, da de vandt 2-1. Hos Brøndby fik hele 5 spillere debut – to af dem scorede endda. Hos Fortuna Hjørring var der også masser af debutanter i spil – hele 7 styks. Efter 19 minutter bragte debutaten, Kirsten Madsen, hjemmeholdet foran. I 2.halvleg reducerede Fortunas Rebekka Frederiksen. Kampen blev afgjort i 86. minut, da en anden debutant, Viktoria Wik, sikrede hjemmeholdet de 3 point.

Team OdenseQ – KoldingQ (2-2)

Team OdenseQ, der sluttede som nummer 4 i sidste sæson, tog hjemme imod KoldingQ (nummer 2 i sidste sæson) i en spændende duel. Det var gæsterne fra Kolding Q, som startede kampen bedst, da de kom foran efter bare 5 minutters spil på et mål af Sille Fuhlendorff. Dog kunne Team OdenseQ gå til pause med en føring på 2-1 efter mål af Lea Duus Madsen og Signe Fenneberg Bak. Efter 62 minuter udlignede Caroline Borch til 2-2, hvilket også blev kampens slutresultat.

I næste weekend bliver der fuld knald på programmet, når 12 ud af ligaens 13 hold skal i spil – kun Vildbjerg sidder over. På kampprogrammet er der blandt andet lagt op til et spændende opgør, når sidste års nummer 2 og 3, Kolding Q og Brøndby, brager sammen.