VSK Aarhus’ kvindeformand Marie Greve ser optimistisk på fremtiden for den nye Gjensidige Kvindeliga. Men det kræver hårdt arbejde af klubberne, hvis de skal få flere tilskuere og sponsorer. Første skridt er næste uges Supermatch i Aarhus, hvor VSK håber på mindst 1000 tilskuere
Onsdag den 14. august skal VSK Aarhus være vært for sin første SuperMatch-kamp i den nye Gjensidige Kvindeliga. Modstanderen er KoldingQ, og VSK Aarhus håber, at mindst 1000 tilskuere vil lægge vejen forbi Vejlby/Risskov Centret til det, der er udpeget til rundens kamp.
Det fortæller VSKs kvindeformand Marie Greve.
”Vi har en målsætning om 1000 tilskuere til den første Supermatch. Det mål vil vi nå ved at række ud til de lokale. Vi skal ud til de lokale skoler, når de starter to dage forinden og uddele fribilletter og fortælle børnene, at ’hallo, om to dage sker der noget vildt oppe på stadion. I kan cykle derop og I kan tage mor og far med,” fortæller Marie Greve.
Fribilletterne bakkes op med ’sjov og ballade’ og en masse konkurrencer på stadion. Der tændes op i grillen, og på banen satses på et brag af en kamp mod sidste sæsons nummer fem, som VSK Aarhus slog 3-0 i den næstsidste hjemmekamp i slutspillet.
”Vi skal have skabt en fodboldfest, ligesom vi lykkedes med i sidste kampe i foråret, hvor vi sluttede godt af med næsten 700 tilskuere og gode fodboldoplevelser,” siger Marie Greve.
Fælles platform er vigtig
Vi møder hende til pressemødet for den nye Gjensidige Kvindeliga i København i sidste uge. Et tiltag, som Marie Greve har store forventninger til. Selv om hun ved, at der venter hårdt arbejde for klubberne, hvis de ambitiøse mål skal indfries.
”Jeg synes det er spændende. Det giver os en fælles platform, og det kan forhåbentlig give os det push ude i klubberne, vi har brug for, så vi kan lave det kvantespring, vi alle sammen ønsker,” siger hun.
Hun er optimistisk, fordi der stor enighed blandt ligaklubberne om det nye projekt. Alle vil det rigtig meget, og med Gjensidige Forsikring som ny hoved- og navnesponsor til et “historisk stort beløb”, er der nu mulighed for at skabe et fælles brand, som kan rykke alle klubber.
”Vi skal jo lave et spin off på det som Nicolai Kaas (ligachef, red.) og ligaorganisationen laver. Vi kan læne os op af nogen, der sider og arbejder professionelt med det her. Jeg tror, at der kan skabes synergier mellem klub og centraladministration. De kan give os nogle værktøjer, som kan være med til at rykke os,” siger Marie Greve.
FNs verdensmål
VSK Aarhus er langt fra DBU og Kvindedivisionsforeningens ambitiøse mål om, at ligaklubberne skal have et budget på fem millioner kroner årligt og 15 kontraktspillere. Men den nye liga er et godt afsæt til at skaffe nye sponsorer og dermed styrke økonomien:
”Hidtil har vi været små lokale enheder, som hver især har søgt at lave partnerskaber med lokale virksomheder. Men nu får vi en fælles platform at gøre det ud fra. Vi har så en strategi lokalt, der handler om FNs verdensmål, bl.a. ligestilling og sundhed. Det tror vi, at mange virksomheder vil kunne se sig selv ind i,” siger Marie Greve.