Jeppe Abel: ”Vi hører til i den bedste halvdel”

0
1870
Bustur i åben bus i Gøteborg.

Team Odense Q’s U18 DM træner, Jeppe Abel, gør status efter de tre første kampe og fortæller, hvad han forventer af fynboernes næste kamp mod Brøndby IF

Af Sille Struck 

Efter de tre første kampe i U18 DM, har Team Odense Q blot tre point på kontoen, hvilket efterlader fynboerne på en niende plads i ligaen.

Tre kampe og tre uafgjorte resultater er dog ikke noget, der bekymrer cheftræneren i Odense, Jeppe Abel, selvom han havde drømt om at have flere point på kontoen allerede nu.

’’Efter tre kampe, kunne vi godt have drømt om at have flere end de nuværende tre point. I alle tre kampe synes jeg, at vores spillestil og DNA skinner flot igennem, og viser at vi på den front er langt. Men det sidste held i sprøjten i forhold til at få fuld valuta for indsatsen har manglet. Men med flere kampe og træninger sammen til at finde samme bølgelængde internt, så er jeg ikke i tvivl om, at der også nok skal komme til at være endnu flere mål i vente fra vores offensive spillere. Spillerne trænere i hvert tilfælde rigtig godt som gruppe, og vil hver gang vi er på banen lære, og hjælpe hinanden til at lære. Kan vi holde fast i den iver, så tror jeg helt sikkert at sæsonen bliver en succes,’’ fortæller Abel.

I weekenden har Odense-tropperne mulighed for at vise deres værd, når de tager over Storebælt, for at tage kampen op mod topholdet, Brøndby IF. Det er en kamp, som Abel ser rigtig meget frem mod, fordi Brøndby såvel som Team Odense gerne vil spille flot fodbold.

’’Frem mod Brøndby kigger vi egentligt minimalt på deres forcer, men derimod meget på hvordan vi indenfor vores spillestil og med vores DNA, kan udnytte de rum på banen, Brøndby vil komme til at afgive. Vi kigger sjældent kun en kamp frem taktisk, men forsøger til hver træning af give pigerne en øget taktiske forståelse, om hvordan de kan løse forskellige kampsituationer. Sådan tror vi på, at pigerne kommer længst med deres fodbold. Men jeg glæder mig til en kamp, mod et hold der også vil have bolden, og prøve at sætte spillet,’’ siger Abel om kampen.

DNA’en er ikke til at tage fejl af. Team Odense Q vil spille moderne, teknisk og taktisk fodbold, og de tror på deres koncept.

Abel fortæller, at målet for sæsonen er at udvikle flest mulige spillere, der på sigt kan udfordre de spillere, som man ser på Odense Q’s kvindeligahold.

’’Som U18DM-hold er vores målsætning at udvikle spillerne til at blive bedre fodboldspillere, som også vil forsætte med at spille, når de bliver senior. Vi vurderer vores niveau til at være med i den bedste halvdel, og mener også at vi kan udfordre alle hold i rækken på dagen. Spilmæssigt er målsætningen, at vi mod alle hold kan være boldbesiddende, fremadrettet i tankegang og handlinger og dermed også gerne kampe, hvor vi får netmaskerne til at blafre ofte. Lykkes vi med det, vil vi når sæsonen er slut, stå med en flok spillere, som har udviklet sig individuelt og som kollektiv,’’ afslutter Abel.