Matilde Lundorf: ’’Jeg har drømt om at være lige her, hvor jeg er nu’’

0
4323
Foto: Paul Hazlewood, BHAFC

Flere unge fodboldspillere har i sommerpausen forladt den danske kvindeliga, og er draget til udlandet i jagten på det, mange fodboldspillere kun får lov at drømme om – nemlig at blive professionel 

Af Sille Struck 

Den meget talentfulde Matilde Lundorf fra Århus-egnen, skrev i sommers under på en 1-årig kontrakt med Brighton, som holder til på den engelske sydkyst. Her venter der forhåbentlig mange gode oplevelser og en spændende sæson for det 20-årige stortalent.

Det er ikke første gang, at Lundorf forlader lille Danmark til fordel for det store udland. Inden hun startede i gymnasiet, var hun nemlig et år i den franske storklub Paris Saint-Germain, hvor hun spillede på U19 holdet og fik en lille smagsprøve af, hvad det vil sige at være professionel fodboldspiller. Siden højrebacken kom hjem fra sit franske eventyr, har hun drømt om at prøve sig af i udlandet igen, og det gør hun altså nu – denne gang i England.

FODBOLD FOR PIGER har taget en snak med den tidligere VSK-spiller om hendes start i Brighton, hvordan det har været at flytte fra venner og familie i Danmark og hvordan det er at leve som professionel fodboldspiller i udlandet.

’’Det er en drøm som er gået i opfyldelse. Da jeg fik tilbuddet fra Brighton kunne jeg ikke sige nej. Jeg blev så glad og stolt for jeg har altid drømt om at spille i FA WSL. Det har selvfølgelig betydet at jeg måtte forlade alt derhjemme. Min familie, mine venner, pigerne i VSK, mine hunde – alt det jeg holder så meget af. Derudover kan jeg bare være vildt stolt og glad over at spille på europæisk topniveau. Så kan jeg forhåbentligt lære at snakke flydende engelsk og møde helt igennem fantastiske mennesker,’’ fortæller Lundorf.

Foto: Paul Hazlewood, BHAFC

Det er altså en noget anderledes hverdag den ydmyge og nu professionelle fodboldspiller har fået sig efter sit skifte, og om det fortæller Lundorf:

’’Da fodbold nu er mit fuldtidsjob hedder det, at vi er på og omkring stadion fra 8-16 hver dag. Det vil sige to træningspas om dagen. Selvfølgelig har vi hviledage engang i mellem og nogle dage slutter vi også til frokost. Dagen før kamp har vi også altid helt fri. Så fodbold, shopping, cafe-besøg og hygge er pretty much mit liv’’

Når Lundorf fortæller, er der ingen tvivl om, at hun er kommet til en professionel Premier League klub. Der er alle faciliteter og ressourcer man kan forestille sig, at man kunne få brug for – herunder en stor sundhedsstab, styrkelokale, is-bad, mediefolk, gode baner, psykologer, dejlig mad og vigtigst af alt; en masse tid til at fokusere på at blive den bedst mulige atlet.

En dag med Matilde Lundorf i Brighton
I bil med roomies til The AMEX (ca. 15 min)
8:15: Morgenmad på AMEX (alverdens lækkerier)
8:30-10:00: Omklædning, Recovery (cykling, is-bad, foamroller, udstræk), tid til individuelle øvelser (individuelle programmer lavet efter test-resultater).
10:00-12:00: Fodboldræning
12:00-12:30: Frokost
12:30-14:00: Workshops med sports psykolog, recovery, tid til individuelle øvelser, tid til kaffe og hygge
14:00-16:00: 2. træningspas. Enten på banen eller i styrkelokalet

Derefter fri. Dvs. hjem og gøre lige det man har lyst til. Her forsøger Lundorf oftest at lave noget med pigerne fra holdet – enten ude i byen eller hjemme. Ellers bliver der gået ture ved vandet eller restitueret. Hun understreger, at livet som professionel fodboldspiller byder på rigtig meget fritid, og derfor er det vigtigt for hende at være et sted, hvor hun ikke keder sig og hvor der kan opleves nogle ting – både på og udenfor banen – og det er der mulighed for i Brighton.

Foto: Paul Hazlewood, BHAFC

Mål og ambitioner
I sidste sæson, som i øvrigt var holdets første år som professionelle, endte BHAFCH på en 9. Plads i FA QWL. I år er klubbens og Lundorfs mål at ende i top seks eller top syv. Klubben har hentet flere nye spillere, og der er store ambitioner for projektet.

’’Personligt forventer jeg mig sindssygt meget af den kommende sæson. Det er mit første år som professionel fodboldspiller. Mit første år i FA WSL. Det er så stort og det er så vildt. Jeg skal spille mod alle de engelske storklubber. Jeg skal personligt udvikle mig helt sindssygt både på og udenfor banen. Jeg skal hver dag stræbe mod at blive bedre. Jeg skal knokle hårdt og målrettet for at få en fast plads i start-11’eren. Og så skal jeg selvfølgelig nyde hvert et sekund af det og huske på at jeg engang drømte om at være lige netop her hvor jeg er nu,’’ afslutter Lundorf, som håber på at få så meget smag for det professionelle fodboldliv og udvikle sig så meget, at hun har en lang og spændende fodboldkarriere foran sig.