Spændingen intakt i Gjensidige Kvindeliga efter nye overraskelser

0
1303
VSK Aarhus i et opgør mod Odense Q. Foto: Iver Tidemand.

Spændingen i Gjensidige Kvindeliga fortsætter, efter syvende runde i weekenden blevet afviklet. Her vandt Farum BK/FCN over KoldingQ, mens Fortuna Hjørring tog sejren i Ballerup. Den største overraskelse stod FC Thy-ThistedQ for. De stjal point mod Brøndby med uafgjort søndag. Også VSK Aarhus og Odense Q delte pointene.

Af Camilla Bergholm

Farum BK/FCN – KoldingQ 5-0 (3-0)
Lørdag var Florentina Olars dag. KoldingQ var på besøg i Farum, hvor de stod over for Farum BK/FCN. Og her var især Florentina Olar, men også Amalie Vangsgaard, i hopla, da de begge både kom med flere gode indlæg og masser af mål.

Farum BK/FCN dominerede kampen. Allerede fra start af pressede nordsjællænderne på, og kampen var også næsten lige fløjtet i gang, da bolden havnede i udeholdets mål. Et flot eksekveret kontraangreb endte i panden på Amalie Vangsgaard, der headede Farum BK/FCN foran.

En bolderobring på midten af banen blev kort tid efter udnyttet af nordsjællænderne. Farum BK/FCN-spillerne fandt hinanden og som et samlebånd fik de bolden spillet frem på banen. Florentina Olar stod klar foran målet, hvilket gav pote. Et indlæg sendte bolden ind til hende, der efter en flot og præcis vending øgede føringen til 2-0.

Endnu et flot mål af Florentina Olar kom 30 minutter inde i kampen. Amalie Vangsgaard lagde et indlæg ind i koldinggensernes målfelt. Her ramte Florentina Olar bolden med et rent træf og sendte den i mål til 3-0.

Farum BK/FCN fortsatte med det høje pres og gode spil i anden halvleg. Da der var spillet 56 minutter, slog hjemmeholdet til igen. Det var som sagt Amalie Vangsgaard og Florentina Olars kamp, hvilket de beviste ved dette mål. Amalie Vangsgaard spillede bolden ind i feltet, hvor en hurtig Florentina Olar nærmest sprang ind i bolden og sikrede sig et hattrick. 4-0 til Farum BK/FCN.

Det sidste mål kom efter 82 minutter. Et hjørnespark sendte bolden ind til Amalie Vangsgaard, der stod klar i feltet. KoldingQ-forsvaret skærmede bolden for Lene Christensen i målet, der ikke kunne se skuddet. Kuglen havnede derfor bag mållinjen.

Der kom ikke flere mål i kampen, og opgøret endte 5-0 til Farum BK/FCN.

Odense Q – VSK Aarhus 1-1 (0-0)
Lørdag mødte Odense Q og VSK Aarhus hinanden i et spændende opgør. Odense Q har ikke haft den bedste start på sæsonen, men fynboerne havde en god kamp forrige weekend, hvor de overraskende vandt over Fortuna Hjørring.

Også VSK Aarhus har været svingende, men alligevel har de vundet to gange. Begge hold hungrer derfor efter point, hvilket kunne ende ud i et interessant opgør lørdag.

Det var århusianerne, der kom bedst fra start, og efter 11 minutter fik Mathilde Madsen sendt et farligt skud mod mål. Sarah Jacobsen måtte strække sig, så meget hun kunne, for at afværge forsøget. Odense Q begyndte derefter at spille sig mere varme, hvortil de også kom mere med ind i kampen.

Inden første halvlegs slutfløjt var der dog gået stilstand i spillet, og begge hold manglede den afgørende skarphed for at komme frem til den helt store chance. Derfor kom der ingen mål i første halvleg.

Kampens første mål kom efter 46 minutter. Odense Q vandt bolden på midten af banen og satte et flot kontraspil i gang. Tenna Kappel fik hurtigt bolden, driblede mod mål og skød til sidst kuglen i kassen. 1-0 til Odense Q.

Scoringen gav selvtillid til hjemmeholdet, der afholdte VSK Aarhus fra at score i store dele af kampen. Efter 88 minutter gik den dog ikke længere. Odense Q-defensiven kæmpede for at få bolden væk fra målfeltet, men Sofie Jørgensen stod klar til at samle op og skød en hård bold ind bag Katrine Svane i målet.

Der blev ikke scoret flere mål i kampen, og opgøret endte dermed uafgjort, 1-1.

BSF – Fortuna Hjørring 1-4 (0-1)
BSF’s dårlige stime fortsatte søndag, da de tog imod Fortuna Hjørring. Hjemmeholdet lukkede fire mål ind, mens det kun blev til ét enkelt mål i modsatte ende. Fortuna Hjørring forbliver dermed i toppen af ligaen, mens BSF ligger solidt plantet i bunden.

Første mål kom fem minutter efter startfløjtet. Et flot og velspillet omstillingsspil førte bolden ud til Sofie Lundgaard i højre side, hvorefter hun lagde et indlæg ind til Caroline Hansen, der scorede til 1-0.

Herefter fortsatte udeholdet med at presse på, men de fik ikke bolden yderligere i mål i første halvleg. 58 minutter inde i kampen faldt det andet mål i kampen. Her driblede Agnete Nielsen sig elegant igennem BSF-forsvaret, hvorefter hun sendte bolden sikkert i kassen.

Seks minutter senere kom Fortuna Hjørring igen på måltavlen. Et hjørnespark blev sendt ind i målfeltet, hvor bolden efter lidt klumpspil endte hos Laila Himle, der scorede til 3-0.

Sidst i den ordinære spilletid fik BSF reduceret. Det skete efter en stor fejl af Fortuna Hjørring-keeperen. Det udnyttede Cathrine Graversen og scorede.

Kampens sidste mål kom i overtiden. Fortuna Hjørring vandt bolden i eget målfelt og satte tempoet i vejret. Det blev til et hurtigt og veletableret angreb, der endte hos Sanni Franssi, som skød bolden ind.

Der blev ikke scoret flere mål, og kampen endte der for 4-1 til Fortuna Hjørring.

Brøndby – FC Thy-ThistedQ 1-1 (1-1)
FC Thy-ThistedQ forsætter med at overraske i Gjensidige Kvindeliga. Allerede én gang denne sæson har thyboerne spillet uafgjort mod det ene af af de evige tophold, Fortuna Hjørring. Og det gjorde de igen søndag – denne gang mod Brøndby.

Brøndby er kommet godt i gang efter at have tabt point til både Farum BK/FCN og Fortuna Hjørring. De kæmpede også søndag, men måtte nøjes med et uafgjort resultat og dermed også en tredjeplads.

Sulten efter point var ikke til at tage fejl af hos vestegnsholdet i søndagens kamp. Her sad hjemmeholdet på meget af spillet fra første fløjt, men de udnyttede ikke den høje boldbesiddelse og de chancer, de fik. Man må dog også tage hatten af for FC Thy-ThistedQ’s fightervilje, der bliver ved med at samle point til kontoen.

Det var Brøndby, der fik bolden først i kassen. Mille Gejl Jensen fik en god aflevering i thyboernes målfelt, som hun udnyttede og sparkede i mål. 1-0 til Brøndby.

Thyboerne pressede dog godt på, og det gav pote kort tid inden pause. En høj aflevering ind i feltet fra Line Kristensen forvirrede både forsvar og keeper, men ikke Malene Sørensen, der prikkede bolden ind i mål. Udligning.

Brøndbys mange chancer og konstante boldbesiddelse fortsatte i anden halvleg. Udeholdet havde også muligheder for at bringe sig foran, men ingen af holdende havde skarpheden til at gøre det sidste for at tage føringen.

Kampen endte derfor 1-1.

Stillingen ser således ud efter syvende runde. Foto: Screenshot fra kvindeliga.dk