Tidligere ungdomslandstræner bliver Head of Coaching i Dalum/Næsby

0
2160
Erliong Thomsen er ny Head of Coaching i Dalum/Næsby Pigefodbold.

Erling Thomsen, der også har været assistent for kvindelandsholdet og 1. divisionstræner på herresiden, er blevet tilknyttet U14-U18-årgangene i Dalum/Næsby Pigefodbold

Den tidligere pigeungdomslandstræner og assistent for kvindelandsholdet Erling Thomsen skal fremover være Head of Coaching for Dalum/Næsby Pigefodbold. Erling Thomsen kommer til Dalum/Næsby med masser af erfaring som træner for både kvinder, mænd og talentudvikling. Ud over landstræner har han været træner for OB’s bedste kvinder, herretræner i bl.a. 1. division og medlem af DBU-styregruppen for Struktureret Talentudvikling for Piger.

”Vi har gennem i godt stykke tid arbejdet på at få ham tilknyttet vores ældste pigeårgange – U14-U18, og det er nu lykkedes,” lyder det fra en glad Trine Roesdahl, Pigeformand i Dalum IF.

Om sin nye rolle siger Erling Thomsen:

”Jeg ser meget frem til min nye opgave og glæder mig til, at arbejde med alle de dygtige piger og den engagerede trænerstab. Jeg håber at jeg med min erfaring og person kan være med til at rykke Dalum/Næsby klubsamarbejdet videre fremad og bidrage til en større samhørighed på tværs af årgangene”.

Søger inspiration hos drengene

Mikkel Bo Mikkelsen, Kvindechef- og pigechef i Næsby Boldklub, siger:

”En af de mange fordele ved, at være en del af to store klubber med stærke drengeafdelinger, er at vi kan søge direkte inspiration hos dem og håndplukke det vi kan bruge i den videre dannelse og implementering af den struktur og kultur vi ønsker i Dalum/Næsby’s pigesamarbejde. Netop i dette arbejde får Erling en meget central rolle ift. fokuseringen af de tiltag, der fremadrettet bliver udvalgt og sat i søen. Herunder at skabe den rette balance, mellem individuel spillerudvikling og en struktureret holdudvikling”.

Erling Thomsens første opgave var at observere U18-kampen d. 26. August mellem Dalum/Næsby og Oure Fodbold Akademi. En kamp som Dalum/Næsby-pigerne vandt 10-0.