U17-landsholdet klar til næste EM-kval-runde: ”En af de hårdeste kampe, jeg har oplevet”

0
2027
Fortunas Signe Timmermann Clausen, som her ses i en kamp mod Wales, er blandt de udtagne. Foto: DBU

U17-landsholdet tabte lørdag til Rusland men bliver nummer to i sin EM-kvalifikationspulje og er dermed videre til Eliteround. Landstræner Kristian Mørch er tilfreds med indsatsen: ”Vi har formået at være det angribende hold i langt størstedelen af de tre kampe,” siger han

Af Steen Trolle

Det danske U17-landshold havde i perioder bolden 75 procent af tiden, da de lørdag spillede mod Rusland i den sidste at tre EM-kvalifikationskampe, der i denne uge er blevet  spillet i Ringkøbing og Skjern. Alligevel tabte Danmark til russerne, der var utroligt effektive på deres få chancer og endte med at vinde 4-3.

Men trods nederlaget kan U17-landsholdet glæde sig. For takket være en 11-0 sejr over Nordmakedonien i søndags og 0-0 i onsdags mod Wales, så slutter Danmark som nummer to i sin pulje. Dermed er U17-landsholdet klar til forårets Elite Round-turnering, der kan sende holdet det sidste stykke videre mod U17-EM.

”Det var en underholdende kamp, men også en af de hårdeste kampe, jeg har oplevet som træner. Det var meget omskifteligt, og derfor var vi nødt til at justere flere gange undervejs,” fortæller U17-landstræner Kristian Mørch Rasmussen om kampen mod Rusland.

Dominerede, men kom bagud

Tag f.eks. 1. halvleg. Danmark spillede rigtig godt, ramte overliggeren, fik annulleret et mål for offside og oplevede, at bolden nærmest dansede rundt på russernes målstreg. Men så fik Rusland en omstilling, de fik et frispark udenfor det danske felt, og – bang! – så lå bolden i nettet til russisk 1-0-føring.

Danmark fik dog udlignet kort før pausen og fra starten af 2. halvleg var de klar til at fortsætte dominansen. Men bare tre minutter inde i 2. halvleg kom russerne på 2-1 efter et dansk kiks, hvorefter Danmark fik både udlignet og bragt sig foran i det 68. og 73. minut. Men i de sidste 10 minutter kastede russerne alt frem og fik både udlignet og scoret til 4-3.

Kristian Mørch Rasmussen ærgrer sig over, at det ikke lykkedes at holde føringen. Men han er godt tilfreds med sit holds præstation:

”Vi kan godt være lidt utilfredse over, at vi sætter føringen over styr. For det sker på et tidspunkt, hvor vi styrer kampen. Men jeg vil hellere gå efter at vinde og så ende med at tabe, end at forsøge at spille uafgjort,” siger landstræneren.

God fornemmelse

Han forklarer, at målet er at udvikle spillerne via en spillestil, der skal være fremadrettet, bevægelig og udfordrende.

”Jeg tager hjem med en god fornemmelse. Spillerne har fulgt op på de ting, vi har talt om og har langt henad vejen formået at omsætte det i kampene. Vi har formået at være det angribende hold i langt størstedelen af de tre kampe, og jeg synes pigerne har præsteret til flere point end de har fået,” siger Kristian Mørch Rasmussen.

Selv om fokus er på udvikling, har det også været vigtigt at kvalificere sig til Elite Round, siger han:

”For det giver mindst tre kampe ekstra, og da vi kun bliver nummer to, havner vi i næstsidste eller sidste seedningslag. Dermed har vi udsigt til at møde nogle meget stærke modstandere”.

Der trækkes lod til Elite Round i november.

U17 EM kvalifikationskamp
Rusland-Danmark 4-3 (1-1)
28′ 1-0 Natalia Trofimova
44′ 1-1 Katrine Thygesen
48′ 2-1 Alana Chochieva
68′ 2-2 Malou Rylov
73′ 2-3 Signe Timmermann Clausen
84′ 3-3 Nika Belova
96′ 4-3 Elizaveta Semenova