Cheftræner, assistent, holdleder og massør hos FC Damsøs 1. divisionskvinder har alle ønsket at stoppe
FC Damsø er gået på jagt efter et helt nyt trænerteam til sit 1. divisionshold. Cheftræner Rene Nielsen, der har stået i spidsen for Damsøs kvinder siden 1. juli 2017, har valgt at tage en pause trænergerningen og assistenttræner Jonas Janjooa stopper for at prioritere sin uddannelse. Samtidig har både chefholdleder Christina Olsson og massør Morten Olsson valgte at stoppe, og dermed siger hele trænerteamet farvel.
”Vi takker alle i teamet for deres enorme engagement omkring 1. divisionsholdet og klubben og håber på et gensyn på stadion i fremtiden,” skriver FC Damsø i en pressemeddelelse. De takker samtidig Rene Nielsen særskilt for han engagement og passion for kvindefodbolden.
Rene Nielsen selv skriver på facebook:
”Dette har været en MEGET svær beslutning, og det er ikke et farvel men på gensyn :). Jeg kan ikke undvære fodbold og kommer helt sikkert til at savne alle de fantastiske mennesker jeg arbejder med og jeg glæder mig til at komme i gang igen”.
Hvem der skal afløse trænerteamet, vil blive meldt ud i den kommende tid, oplyser FC Damsø.