I den kommende weekend spilles næstsidste runde af 1. division pulje 1, hvor fire kampe afvikles. Noget af en gyser bliver det, da ikke mindre end fem forskellige hold kæmper om andenpladsen, og dermed en adgangsbillet til Kvalifikationsligaen.
Af Sophie Dyrekær Gudsøe
Afgørelsens time nærmer sig i 1. divisions pulje 1, hvor Sundby, HB Køge Pigefodbold, Østerbro IF, Næsby og Herlufsholm er i spil til at indtage den fornemme andenplads og dermed rykke med B93 op i Kvalifikationsligaen. B93 er allerede kvalificeret, og de er hele 12 point foran puljens andenplads, Sundby.
Topkamp: Sundby – B93
På lørdag får Sundby besøg af rækkens absolutte tophold, B93, hvilket er en vigtig kamp for Sundby at vinde, for at forsvare deres nuværende andenplads i puljen. Sidst de to hold spillede mod hinanden, blev det en 2-0 sejr til B93, men denne gang er Sundby nødt til at tage point fra B93, hvis de skal forblive over den streg, som sikrer dem andenpladsen. Sundbys anfører, Pernille Helmark, er ved godt mod, men hun indrømmer, at holdet skal præstere på højeste niveau i de sidste to kampe:
”Der er ingen tvivl om, at de to sidste kampe mod B93 og Næsby bliver svære og vil kræve koncentration og hårdt arbejde. B93 ligger suverænt på en første plads med 32 point, så det er ikke en hemmelighed, at vi igen skal præstere på højeste niveau, hvis vi skal vinde over rækkens absolutte tophold. Vi er fyldt op med selvtillid, motivation og viljen til at vinde de næste to kampe. Men det kræver hårdt arbejde og to sejre, hvis vi skal forsvare anden pladsen.” siger Pernille Helmark.
Kampen spilles lørdag kl. 12:00
Østerbro IF – HB Køge Pigefodbold
Spændende bliver det også, når Østerbro IF tager imod spillerne fra Køge på hjemmebane. Holdene ligger henholdsvis 3. og 4. med 19 samlede point, og det er derfor en meget afgørende kamp for de to hold. Sidste gang de mødte hinanden, stjal Østerbro IF tre point fra HB Køge Pigefodbold. Det bliver derfor interessant at se om fighterne fra Køge, kan vinde pointene tilbage.
Kampen spilles lørdag kl. 13:00
FC Damsø – Næsby
På lørdag møder FC Damsø Næsby på hjemmebane. Næsby ligger på en 5. plads i puljen med 19 point, og det er derfor en betydningsfuld kamp for Næsby, hvis de vil gøre sig forhåbninger om puljens andenplads. Sidst de to hold spillede mod hinanden vandt Næsby 2-1, mon de kan besejre FC Damsøe igen?
Kampen spilles lørdag kl. 12:00
Herlufsholm – FB
På en 6. plads med 18 point finder vi Herlufsholm, som på lørdag tager imod puljens bundhold, FB. Herlufsholm er ligeledes med i kampen om puljens andenplads og en plads i Kvalifikationsligaen. Sidst de to hold mødte hinanden vandt Herlufsholm 4-1. FB har endnu ikke taget point fra nogen, kan denne kamp blive holdets første sejr?
Kampen spilles lørdag kl. 12:00