Spillerforeningen har nomineret tre spillere til prisen som årets spiller, der uddeles til DR’s store sportsgallashow
For sjette gang – femte gang i træk – er landsholdsanfører Pernille Harder nomineret til prisen som Årets Kvindelige Fodboldspiller, som uddeles til DR’s store sportsgallashow i Herning den 4. januar 2020.
Men Harder får hård konkurrence. Med i kapløbet er to andre landsholdskolleger. Den ene er Sanne Troelsgaard, som for nylig er blevet svensk mester med sin klub Rosengård, den anden er Nicoline Sørensen, der lige nu topper topscorerlisten i Gjensidige Kvindeliga.
Det er de kvindelige spillere i spillerforeningen, der står bag nomineringen. De har sammen nomineret fem spillere, og disse fem er nu skåret ned til tre.
Pernille Harder er pt. topscorer i den tyske bundesliga med 12 mål for Wolfsburg, som atter fører ligaen. Harder kan se tilbage på en 2018-2019-sæson, hvor hun var i Champions League-finalen og vandt både det tyske mesterskab og pokalfinalen.
Sanne Troelsgaard, der modtog prisen i 2011, har sammen med Rosengaard haft en forrygende sæson. Det svenske storhold har især været stærke på hjemmebanen i Malmø, hvor der er ubesejrede.
Nicoline Sørensen kan også se tilbage på et stærkt 2019. Sammen med Brøndby vandt hun DM-guld i foråret, hun har været en markant profil på landsholdet og i denne sæson har Nicoline Sørensen foreløbig har scoret 16 mål og fører dermed suverænt topscorerlisten.