Ti skæve til Beate Marcussen: Skråler med på musikken og vil ikke være foruden sin søster på fodboldbanen

0
2439
FC Thy-ThistedQ i aktion. Foto: FC Thy-ThistedQ.

Med én enkelt kamp tilbage af grundspillet befinder FC Thy-ThistedQ sig på en fjerdeplads i Gjensidige Kvindeliga. Beate Marcussen er en del af den trup, der har leveret imponerende resultater og flot spil dette efterår. Vi har stillet ti lidt skæve spørgsmål til den 20-årige fodboldspiller for at lære hende bedre at kende.

1. Hvilket nummer ville du sætte på som det første, hvis du fik ansvaret for musikken i omklædningsrummet?

Uden tvivl Gonzo med Suspekt.

2. Hvad vil du helst blive bedre til fodboldmæssigt?

Lige nu træner jeg primært løbeteknik, så jeg kan blive hurtigere, men derudover vil jeg også gerne blive bedre til skudpræcision og skudstyrke.

3. Har du nogen rutiner, du udfører inden en kamp?

Jeg plejer altid at høre musik på vejen derhen. Jo højere jeg skråler med, jo mere klar føler jeg mig. Det er også et ret godt tip, hvis man gerne vil sidde alene i bilen, for de andre passagerer finder hurtigt andre at køre med. Jeg plejer også altid at visualisere ting, jeg kommer til at gøre på banen. Hvis man går på banen med et positivt mindset om kampen, er det ofte den vej, det går.

4. Hvis du ikke spillede fodbold, hvilken sportsgren havde du så kastet dig over?

Det lyder super dumt, da jeg nærmest går de fleste til knæhaserne, men jeg elsker basketball. Jeg synes, at det er vildt sjovt, selvom der nok ikke havde været den store professionelle fremtid i sigte, hvis det var den vej, jeg var gået.

“På banen spiller jeg kant, så min rolle er jo selvfølgelig at skabe chancer både for mig selv og mine angribere. Udenfor banen er det nok at skabe god stemning”

Beate Marcussen, spiller FC Thy-ThistedQ

5. Hvilken fodboldspiller ville du allerhelst spille sammen med?

Min tvillingesøster. Jeg spiller med hende nu og har altid gjort det. Jeg kunne faktisk slet ikke forestille mig ikke at gøre det, selvom det nok vil ske en dag. Jeg synes, at det er helt vanvittigt at dele alle de oplevelser, man får gennem fodbold med hende, og jeg havde aldrig kommet så langt, hvis jeg ikke hele tiden havde haft én at konkurrere med og støtte mig op af, så derfor er hun den, jeg allerhelst vil spille med.

7. Hvordan vil dine venner beskrive dig?

Smilende, glad og travl.

8. Hvilken rolle har du på dit hold?

På banen spiller jeg kant, så min rolle er jo selvfølgelig at skabe chancer både for mig selv og mine angribere. Udenfor banen er det nok at skabe god stemning.

8. Hvilke tre ting ville du tage med på en øde ø?

  • En båd til at sejle hjem igen.
  • En person, der ville kunne finde ud af at styre en båd.
  • Mad til turen.

9. Når du ikke er på træningsbanen, hvor kan man så finde dig?

Så er jeg nok på arbejde eller sammen med venner og familie.

10. Hvad er dit bedste fodboldminde?

Da Jeg rykkede op med FC Thy-ThistedQ i, hvad der dengang hed 3F Ligaen.