U18 DM overblik: Topopgør i ligaen og målfest i Brøndby

0
2219

Lørdagens kampe stod både på topopgør mellem rækkens nr. 1 og 2, og målfest i Brøndby da 6 ud af U18 DM’s 13 hold mødtes i denne runde.

Af Charlotte Stentebjerg

Team OdenseQ – B93 (4-1)

Lørdagens tidlige opgør endte med en storsejr til de fynske piger, da de på hjemmebane tog imod B93. Allerede efter 35 sekunder sparkede Louise Waldstrøm bolden i nettet til 1-0, og herfra stod det næste kvarter i Team OdenseQ’s navn. Karen Linnebjerg Knudsen fik bolden over målstregen hele to gange, så måltavlen kunne vise 3-0 efter bare 15 minutters spilletid. B93 reducerede dog få minutter senere, da Jazmin Schultz-Petersen scorede på et flot langskud.

Lea Duus Madsen, der i forvejen havde bidraget med to assists, fik dog lukket kampen kort efter halveg, da hun prikkede bolden ind til kampens resultat 4-1. Team Odense Q rykker dermed op på en 4. plads og deler 15 point med FC Thy Piger -Skyum. B93 forbliver fortsat på ligaens 13. plads med ét point efter ni kampe.

I næste uge gæster de fynske piger Silkeborg IF Q på udebane, mens B93 og træner Christina Jensen tager imod sit tidligere hold Brøndby på hjemmebane.

Brøndby – IF Lyseng (6-2)

Det blev en sand målfest, da Brøndby tog imod gæsterne fra IF Lyseng. Hele fire gange fik hjemmebaneholdet sparket bolden i mål i løbet af den første halve time med Viktoria Wik som dobbelt målscorer, mens Signe Markvardsen og Malou Rylov leverede et mål hver. Thea Rohde reducerede for gæsterne i 2. halvleg til 1-4, men det svarede Brøndby hurtigt tilbage på og fik kort tid efter banket to mål ind.

Her var det Kirsten Madsen og Frederikke Valbjørn, der hver især viste skarphed foran målet og bragte hjemmeholdet foran med 6-1. Caroline Bruhn Lyngaa Wegeberg fra Lyseng kunne kort før dommerens sidste fløjt score til 6-2, men mere blev det ikke til for det Aarhusianske hold, og det blev derfor blot en pyntning på kampens slutresultat.

Dermed beholder Brøndby ligaens 3. plads. Brøndby har dog tre kampe mindre på kontoen end både Fortuna Hjørring (1. plads) og KoldingQ (2. plads), og har dermed stadig god chance for at ændre på den foreløbige top 3. IF Lyseng bliver på ligaens 9. plads med syv point efter otte kampe.

KoldingQ – Fortuna Hjørring (0-1)

Der var dømt topopgør, da KoldingQ tog imod ligaens førsteplads Fortuna Hjørring lørdag eftermiddag. Begge hold viste tænder fra start, men første halvleg endte målløst. Fortuna Hjørring havde fra tidligere kampe en stime af ‘clean sheets’, som de endnu ikke havde brudt, og heller ikke havde sig i sinde at bryde til dagens kamp.

Anden halvleg blev ligeså intens, men et enkelt mål blev det til, da Camilla Rishøj Carlsen fik skudt bolden i nettet i 58. minut. Det blev også kampens resultat, og Fortuna Hjørring fører dermed stadig U18 DM-ligaen med 7 point ned Kolding Q.

Topholdet sidder over i næste runde, og spiller derfor næste kamp d. 23. november mod ligaens foreløbige nr. 4, Odense Q. KoldingQ spiller mod Vildbjerg på hjemmebane på søndag.

Stillingen i U18 DM pt. 3. november 2019: