I weekenden blev de to oprykningspladser til Gjensidige Kvindeliga fordelt, og det betyder, at AaB og HB Køge Pigefodbold kan se frem til at spille i Danmarks bedste liga fra næste sæson.
Af Sophie Dyrekær Gudsøe.
Der skulle blot ét point til, for at sikre AaB og HB Køge Pigefodbold oprykningspladserne i weekendens runde af Kvalifikationsligaen. Dog hev begge hold deres fjerde sejr hjem, og de er sikret en oprykningsplads inden sidste runde.
HB Køge Pigefodbold mødte B.93 på udebane, og med mål fra Kyra Carusa og et selvmål fra Julie Paludan Madsen, endte kampen 2-0 til Køge, og holdet sikrede sig oprykning til Gjensidige Kvindeliga.
På den anden side af bælterne tog AaB imod Odense Q. Det var et presset mandskab, som mødte op i Aalborg. Odense Q skulle nemlig vinde kampen for at kunne holde liv i oprykningsdrømmen, hvilket også var til at se på spillet på banen. Det var Odense Q-damerne som fra start tog teten og dikterede spillet, men AaB’s forsvar var gode til at få afværget potentielle chancer. Dog måtte AaB bukke under for presset efter 30 minutters spil, her formåede Fie Steenberg-Hansen at sende bolden i nettet, og otte minutter senere kunne Sascha Munk fordoble føringen på en assist fra Kamilla Ø. Jensen. På trods af at være foran med to, pressede Odense Q på for tredje mål, dette kom også, men blev efterfølgende underkendt af dommeren. Derfor var stillingen ved pausen 2-0 til Odense Q.
AaB genvinder håbet
Efter pausen var det et forandret AaB-hold, der kom ud til kamp, de trykkede speederen i bund og lagde et højt pres. Det bar hurtigt frugt, og efter fire minutter formåede Erin Lynn Gunther at reducere til 2-1. Dernæst tog det fart, tre minutter senere udlignede Pernille Skrydstrup Pedersen, inden hun få minutter efter igen scorede til 3-2. Sidste kvinde på måltavlen blev Laura Frank, som scorede AaB’s fjerde mål med assist fra Pernille Skrydstrup Pedersen. Kampen endte 4-2 til AaB, som nu skal spille i Gjensidige Kvindeliga i næste sæson, mens Odense Q rykker ned i 1. division.
FODBOLD FOR PIGER har snakket med en af kampens afgørende profiler, Pernille Skrydstrup Pedersen fra AaB, som er meget lettet og glad ovenpå lørdagens hektiske kamp.
”Det var noget af en kamp. Hvis man kigger særskilt på de to halvlege, så er det ikke nemt at se, at der er tale om samme kamp. Vi fik en dårlig start på 1. halvleg. Vi var slet ikke aggressive nok, hang ikke sammen i presset, og Odense Q kunne spille lige igennem os. Første halvleg var præget af nervøsitet. Vi er bagud 2-0 ved pausen og snakkede om, at vi skulle gå ind og tro på det, fordi alt kan lade sig gøre endnu. Vi skulle bare gå ind og spille fodbold. Vi får nogle hurtige mål i anden halvleg, og allerede efter første mål er det som om, at vi genvinder håb og tro på, at det kan lade sig at gøre. Og tro og håb kan jo flytte bjerge, og det er lige nøjagtigt, hvad der sker i 2. halvleg,” fortæller Pernille Skrydstrup Pedersen, som stod for to af AaB’s fire mål.
”Vi vil selvfølgelig også være nummer ét”
I næste og sidste runde af Kvalifikationsligaen skal de to oprykningshold spille mod hinanden, hvilket er en kamp AaB går efter at vinde.
”Det kan næsten ikke beskrives, hvor fedt det føles at have sikret sig oprykning. Det har været et mål for klubben og for mig selv så længe, og at det endelig sker, det er helt fantastisk. Vi går selvfølgelig efter at blive nr. 1 i puljen, hvilket betyder, at vi skal have tre point i Køge i næste weekend. Vi trækker os ikke tilbage og stiller os tilfreds med en oprykning, vi vil selvfølgelig også være nr. 1. Det er ikke ensbetydende med at det bliver let. Køge er et rigtig godt hold, som ligesom os, er ubesejrede,” slutter Pernille Skrydstrup Pedersen af.
Weekendens resultater i Kvalifikationsligaen:
AaB – Odense Q (4-2)
B.93 – HB Køge Pigefodbold (0-2)
BSF – Vildbjerg (1-2)
Stillingen i Kvalifikationsligaen med én runde igen: