Overvejer du at tage på idrætsefterskole? I serien MIT EFTERSKOLELIV fortæller fodboldspillere fra en række af landets bedste idrætsefterskoler om efterskoleliv, fodboldtræning og valg af skole. I dag: Johanne Guldbæk Pedersen, Vejle idrætsefterskole
NB: Johanne har besvaret spørgsmålene i marts, inden coronakrisen
Navn: Johanne Guldbæk Pedersen
Alder: 16 år
Hjemby: Hadsten
Efterskole: Vejle idrætsefterskole
Klub / række: Lyseng U18 dm
Position på banen: Central midtbane
Derfor valgte jeg at tage på efterskole:
Jeg ville gerne prioritere min fodbold endnu mere, og det var der gode muligheder for på efterskolen, i og med der var flere træningspas og gode træningsfaciliteter. Og så havde jeg kun hørt godt om at tage på efterskole, så jeg var ikke i tvivl om at det var det jeg skulle.
Derfor blev det Vejle idrætsefterskole:
Jeg valgte Vejle Idrætsefterskole da jeg vidste at jeg kunne spille fodbold på højeste niveau, samtidig med at der var tid til skole, venner og bare opleve efterskolelivet. Samtidig med det kunne jeg stadig fortsætte med at spille i min klub derhjemme.
Det bedste ved at være på efterskole:
Træningsbanerne er lige ude foran døren, så der er altid mulighed for at går ud og spille. Og så er jeg bare helt vild med morgentræningerne. Plus der er altid nogen omkring dig, så du kan altid finde på noget at lave.
Nævn en stor oplevelse fra dit år på efterskolen:
Vi var på skitur, som var en super fed oplevelse. Vi stod på ski, men vi prøvede også langrend, skiskydning og ishockey. Det var en super god tur, hvor man var sammen på en anden måde end man er vant til i hverdagen.
Hvordan bor I – og hvordan går det?
Jeg bor på et værelse med tre andre piger. Vi er fra fire forskellige sportsgrene, og vi er alle meget forskellige. Men det fungere super fint, og man lærer virkelige at være rummelig og give plads til andre.
Hvordan kombinerer du klubfodbold og efterskole?
Jeg spiller til daglig fodbold i Lyseng og er hjemme og træne to gange om ugen. Det fungere super godt, da min klubtræner har god kontakt med vores trænere på efterskolen. Og så er vi også flere piger der tager hjem til Lyseng og træner, og det gør det hele meget nemmere.
Fodboldtræningen på efterskolen – hvad har den givet dig?
Det har givet mig meget at få nogle ekstra træningspas ind i mit skema. Nede på efterskolen kan man arbejde lidt mere specifikt med de ting man gerne vil blive bedre til, og arbejde målrettet på ens individuelle mål. Og så har jeg også fået muligheden for at træne med drengene to gange om ugen, og det giver mig en masse udfordring og nogle intense og hårde træninger.
Din plan efter efterskolen:
Efter efterskolen tager jeg på Gymnasiet. Og som det ser ud lige nu fortsætter jeg med at spille fodbold i Lyseng.
Hvad vil du sige til andre fodboldspillere, der overvejer at tage på efterskole?
Du får nogle super fede oplevelser både på fodboldbanen og uden for banen. Samtidig får du unikke venskaber som du deler alle de store oplevelser med, og det er noget helt særligt. Så spring ud i det, det er pisse fedt!