Theresa Eslund øjner intens medaljeduel

0
1366
Brøndby i kamp mod FC Nordsjælland i efteråret. Foto: Steen Trolle

Onsdag tager Brøndby imod FC Nordsjælland. En kamp, der kan sikre vestegnsholdet en Champions League-plads, og den kan samtidig bringe dem et skridt tættere i duellen om mesterskabstitlen. Brøndby-spiller, Theresa Eslund, fortæller, at det bliver en kamp fuld af intensitet.

Af Camilla Bergholm

To kampe. To sejre. Tre kampe tilbage. Således kan slutspillet indtil videre opsummeres for vestegnsholdet, Brøndby. Holdet befinder sig inden onsdagens kamp mod FC Nordsjælland på andenpladsen med 14 point – to point op til Fortuna Hjørring på førstepladsen. Brøndby har sejret med cifrene 1-0 i de to første kampe i slutspillet, men det har ikke været overbevisende, forklarer Brøndby-spiller, Theresa Eslund, der dog også er tilfreds med deres spil.

”Vi vidste, at det ville blive lidt svært. Vi har ikke spillet kamp sammen i lang tid, så vi tager faktisk det med, at vores spil til tider har været rigtig fint, og vi har skabt rigtig mange chancer. Det kan godt være resultatmæssigt, at det ikke har været overbevisende, men jeg synes, at vi i begge kampe har kontrolleret dem rigtig fint. Og det har været mod hold, der har stået forholdsvist defensivt,” siger hun.

Onsdag tager Brøndby-mandskabet imod FC Nordsjælland. Et hold, der både har en sejr og et nederlag med sig i bagagen. Theresa Eslund fortæller, at de kender FC Nordsjælland-spillerne godt, så deres fokus i forberedelsen til onsdagens opgør har været på dem selv.

Hun fortæller endvidere, at Brøndby-mandskabet har en bedre startellever og større profiler end nordsjællænderne, og hvis hjemmeholdet rammer niveauet, så er hun sikker på, at de har en stor fordel. Til gengæld kender nordsjællænderne også Brøndby-mandskabet godt.

”Ligesom vi kender Nordsjælland, så kender de også os, og de ved lige præcis, hvad vi kommer med og som regel, hvad vores plan er, og det vil de jo gerne lukke ned for. Så de vil stå kompakt og lade os have bolden, og så vil de prøve at straffe os i de her omstillingsstillinger med deres dygtige offensive spillere, som de har. Så selvom vi har bolden, så skal vi kunne forudse, hvad der vil ske, hvis vi mister den,” siger Brøndby-spilleren.

Theresa Eslund. Foto: Arkivfoto.

Forventer en kamp fuld af intensitet
FC Nordsjælland viste i efteråret gode takter og pressede på i toppen af ligaen. Theresa Eslund forventer også, at modstanderne ikke bare lægger sig fladt ned, men at det vil blive en kamp, hvor begge hold vil kæmpe for pointene.

”Jeg forventer et typisk topopgør, hvor der bliver kæmpet for noget. Vi kæmper om medaljer begge hold, og vi kæmper nok også om denne her Champions League-plads, så jeg forventer faktisk ikke en kamp, der bliver super flot, men en kamp der er fuld af intensitet og fuld af energi. Men jeg håber da også, at den også kan blive flot, det sker bare ikke så tit i de her topopgør,” siger hun.

Overordnet har det været forløsende at komme i gang igen efter en længere coronapause, fortæller Brøndby-spilleren. Med et komprimeret slutspil begynder det dog at spidse til, og kampen mod FC Nordsjælland kan med en sejr som minimum sikre Brøndby andenpladsen og dermed en plads i Champions League. Men Brøndby-mandskabet stresser ikke.

”Vi tager en kamp ad gangen. Så det første skridt er at sikre denne her Champions League-plads. Så lige nu er det helt klart, at vi skal vinde. Og det gør så også, at vi er inde i kampen om det her guld så et step ad gangen. Vi skal sikre Champions League-pladsen, og så forhåbentlig, når vi har sikret det, så kigger vi frem mod næste step, som jo klart er mesterskabet,” slutter Theresa Eslund.

Kampen kan ses på Eurosport 2 og Dplay. Opgøret fløjtes i gang klokken 17:30

Andre kampe onsdag:

  • VSK Aarhus – KoldingQ: Klokken 19:00 (slutspillet)
  • Fortuna Hjørring – FC Thy-ThistedQ: Klokken 19:00 (slutspillet)
  • Odense Q – HB Køge: Klokken 19:00 (Kvalifikationsligaen)
  • Vildbjerg – AaB: Klokken 19:00 (Kvalifikationsligaen)
  • BSF – B.93: Klokken 19:00 (Kvalifikationsligaen)