Stærkt sammenhold præger nyt fælles U15-hold i Køge

0
1643
Det nye fælles U15-hold.

KøgeNord FC og Skensved IF gik sidste år sammen om et fælles U15-hold, og spillerne har på rekordtid skabt et stærkt socialt sammenhold, hvor der er plads til spillere på alle niveauer

Det er bare et år siden, at KøgeNord FC gik sammen med Skensved IF om et nyt fælles U15-hold under navnet KNFC-SIF. Men selv om der er kun er gået et år, har pigerne bygget et nyt, stærkt fællesskab, hvor der er plads til alle, uanset fodbolderfaring.

Som holdets to trænere skriver i en mail til FODBOLD FOR PIGER, så har “pigerne løst det som voksne har svært ved”:

“Vi vidste godt, at vi skulle arbejde med sammenholdet og de sociale elementer, når to hold skulle sammen spilles til et hold, men at pigerne løste den udfordring så hurtigt er kommet bag på os,” siger den ene af holdets to trænere, Christian Balling.

“Pigerne har vist, at fodbolden kan give en masse anden end blot fodboldkompetencer. Det giver bl.a. en masse nye kontakter og veninder på tværs af skoler og årgange”.

Holdet startede i række 2 og skal efter sommeren spille i række 1. Holdet er ikke kun for piger, som træner og spiller mange gange ugentligt.

“Holdet har integreret flere ny startere samt nye spillere fra andre klubber. Dette gøres ikke blot med et godt træningsmiljø, men det kræver i høj grad sociale kompetencer blandt pigerne og det har U15 holdet vist, at de har et godt øje for,” lyder det fra Køge.

Plads til alle

Holdet har en fornuftig størrelse, men der er stadig plads til ny spillere, og man behøver ikke at have den store fodbolderfaring for at være med.

“Nogle har spillet i mange år og træner mange gange ugentligt, mens andre kun har spillet i et par år og træner et par gange om ugen. Om man har spillet meget eller lidt er ikke det vigtigste. Vi skal nok lære pigerne at spille fodbold,” siger den anden af holdets trænere, Preben Rasmussen.

I løbet af en sæson mødes pigerne ikke kun til træning og kampe, men de sociale samlinger er der også mange af. Pigerne var bl.a. aktive under coronapausen. Her hjalp de med salg af håndsprit og -sæbe m.m. og den indsats skulle gerne muliggøre et europæisk eventyr til foråret 2021.

Efter sommerpausen træner holdet mandage og onsdage og første træning er mandag i uge 32 i KøgeNord.Så hvis du er pige i årgang 06, 07 og 08 og har lyst til at høre mere eller prøv e at komme til træning, så er du velkommen til at kontakte trænerne, Christian Balling (tlf. 40437559) og Preben Rasmussen (tlf. 51322776).