”Det var vigtigt for mig at vælge en efterskole, der går meget op i fodbold og fællesskab”

0
2182
Cathrine Harboe Christensen. Foto: BGI

NY PÅ EFTERSKOLE: I disse uger kan du her på FODBOLD FOR PIGER møde nogle af de nye elever på en række af Danmarks bedste idrætsefterskoler. I dag: Cathrine Harboe Christensen

Navn: Cathrine Harboe Christensen
By: Gadbjerg, Sydjylland
Alder: 16 år
Klub/række: Vildbjerg SF u16
Position på banen: Midterforsvar/ back

Hvorfor har du valgt at tage på efterskole?

Det har egentlig altid ligget mig naturligt, at jeg skulle på efterskole. Jeg har altid syntes, at det lød fedt at komme på efterskole og blive en del at et større fællesskab.

Hvorfor valgte du BGI akademiet?

BGI har nogle helt vildt fede faciliteter, som kun de færreste efterskoler har. Derudover havde jeg en rigtig god mavefornemmelse fra første gang, jeg trådte ind på BGI, og jeg er stadig helt sikker på, at det var den rigtige beslutning at gå her. Derudover var det vigtigt for mig, at den efterskole jeg skulle gå på, gik meget op i fodbold, og at det var en stor del af hverdagen på efterskolen. Det opfylder BGI i den grad. BGI har dygtige trænere, som engagerer sig i holdet og samtidig tager sig tid til at se hver enkelt spiller.

Cathrine træner i Goal Station på BGI.

Hvad vil du gerne have ud af dit efterskoleophold?

Jeg håber på et mega fedt år med nye venskaber. Og jeg håber, at jeg gennemgår en personlig udvikling, hvor jeg bliver mere selvstændig, tør kaste mig ud i nye ting og lærer at tro endnu mere på mig selv.

Hvad skal der ske fodboldmæssigt det næste års tid?

Jeg vil gerne udvikle mig fodboldmæssigt, mens jeg går på BGI. Derfor har jeg også t-træning, som er for dem, der ønsker ekstra træning som supplement til de 3 ugentlige træninger på BGI. Før jeg startede på BGI, spillede jeg i Vildbjerg, og det gør jeg stadig, så vidt det er muligt. For at holde klubfodbolden lidt ved lige har jeg desuden valgt at træne i BGIs samarbejdsklub, FC Horsens, hver mandag. Træningen i FC Horsens fungerer så som supplement til de ugentlige træninger på BGI, da det ikke er muligt for mig at komme hjem og træne i hverdagen.

Hvilke oplevelser ser du mest frem til i løbet af dit efterskoleophold?

Jeg ser især frem til skiferien, hvor hele skolen er samlet og (forhåbentlig) tager til Østrig. Og så glæder jeg mig også rigtigt meget til linjeturen for fodboldlinjen, hvor vi skal til Amsterdam og besøge Ajax stadion.

Fodboldlinjen på BGI. Foto: BGI