NY PÅ EFTERSKOLE: I disse uger kan du her på FODBOLD FOR PIGER møde nogle af de nye elever på en række af Danmarks bedste idrætsefterskoler. I dag: Anna Frank Mitchell, ISI Idrætsefterskole
Navn: Anna Frank Mitchell
By: Thisted, Nordjylland
Alder: 15
Klub/række: Ikast FC Liga 1 og Vildbjerg U18DM
Position på banen: Midterforsvar/back
Hvorfor har du valgt at tage på efterskole?
Fordi det lød som det helt rigtige, og som noget jeg ikke ville gå glip af. Min søster har selv været på ISI Idrætsefterskole, og da jeg hørte om hendes oplevelser, fik jeg selv lyst til at undersøge muligheden med efterskole.
Hvorfor blev det ISI Idrætsefterskole?
Som sagt har min søster gået her, og det lød ret fedt, hvilket fik mig til at tjekke det ud. Udover det er ISI også en rigtig kendt idrætsefterskole for fodboldpiger med interesse i efterskole.
Hvad vil du gerne have ud af dit efterskoleophold?
Et år fyldt med oplevelser og nye venskaber. Udover det vil jeg også gerne have noget fodboldmæssigt ud af året. Det er de primære grunde til at jeg overhovedet valgte efterskolen.
Hvad med fodbolden – hvad er dine planer, mens du er på efterskole?
Jeg vil forbedre mig indenfor sporten, mens jeg samtidig har det sjovt med det og får noget ud af det. For at få noget ud af det skal jeg have glæden ved at spille, og det synes jeg lykkedes rigtig fint på ISI.
Hvilke oplevelser ser du mest frem til i løbet af dit efterskoleophold?
Jeg ser frem til det hele, men mest af alt de ting vi skal lave i fællesskab – de store aktiviteter, hvor vi kommer ind på hinanden og skaber et sammenhold. Udover det ser jeg frem til al fodbolden. Det med at kunne inkorporere sporten i sin hverdag er måske ikke noget alle får mulighed for i fremtiden og derfor skal det udnyttes. Sidst men ikke mindst, ser jeg rigtig meget frem til Galla og skituren.
Hvordan har din start på ISI været?
Den har været udfordrende men god. Opstarten tror jeg altid vil være en udfordring for alle. Men når man så er i gang og inde i det, kommer det hele stille og roligt. Jeg mener også det vil svinge fra person til person, hvordan man har det med det.
Jeg startede året med at være skadet, hvilket selvfølgelig er virkelig ærgerligt og uheldigt, men skolen har også hjulpet mig tilbage fra det.
Alt i alt synes jeg, at jeg har haft en rigtig god start.