Årets spiller 2020: Skal det være Pernille, Rikke, Sanne eller Sofie?

0
1942
De fire nominerede i fælles jubel efter en scoring i EM-kvalifikationskampen mod Italien. Foto: Anders Kjærbye - dbufoto.dk

Pernille Harder, Rikke Læntver Sevecke, Sanne Troelsgaard og Sofie Junge Pedersen er nomineret til titlen som Årets Kvindelige Fodboldspiller 2020

Fire spillere kæmper om hæderen, når prisen som Årets Kvindelige Fodboldspiller 2020 uddeles i løbet af et par uger. Ikke overraskende er Europas bedste Pernille Harder den ene. De øvrige spillere er Rikke Læntver Sevecke, Sanne Troelsgaard og Sofie Junge Pedersen.

Om de fire hedder det i nomineringen:

Pernille Harder. Foto: Anders Kjærbye – dbufoto.dk

Pernille Mosegaard Harder, Chelsea:
“Hun er en fremragende ambassadør for dansk (kvinde)fodbold. Pernille Mosegaard Harder har altid taget stort ansvar på banen og begynder nu i stadigt stigende grad også at gøre det uden for banen, hvor hun får en stadig større og tydeligere stemme. På banen har hun lagt et niveau ovenpå et i forvejen unikt højt niveau, og er kampafgørende mod alle modstandere hun møder med landsholdet eller klubholdet Chelsea FC. Pernille arbejder konstant med at optimere på alle parametre, og hun er det største pejlemærke for mange af vores talenter”.

Rikke Læntver Sevecke. Foto: Anders Kjærbye – dbufoto.dk

Rikke Læntver Sevecke, Everton FC:
“24-årige Rikke Læntver Sevecke har for alvor bidt sig fast på A-landsholdet, hvor hun udfolder sig som en stabil og solid nærkamps-stærk forsvarsspiller, der også er god med bolden. Rikke har stille og roligt lagt på sit spil, hvor hun specielt er blevet stærkere i det fremadrettede spil. Hun er en moderne fodboldspiller med en international fysisk, der igen i år har holdt et vanvittig højt niveau”.

Sanne Troelsgaard. Foto: Anders Kjærbye – dbufoto.dk

Sanne Troelsgaard, FC Rosengård:
“Sanne Troelsgaard er et fysisk pragteksemplar. En spiller der har arbejdet knaldhårdt for sin succes, og som igen i år har holdt et højt stabilt niveau. Hun dækker flere positioner på banen og er blevet en nøglespiller for både det danske landholdshold og klubholdet FC Rosengård. Sanne har udviklet sig som holdspiller uden at gå på kompromis med sin målfarlighed, og udviser konstant en enorm dedikation for at gå hele vejen”.

Sofie Junge Pedersen og Emma Snerle. Foto: Anders Kjærbye – dbufoto.dk

Sofie Junge Pedersen, Juventus:
“Sofie burde være en rollemodel for mange unge fodboldspillere. Hun har en fantastisk dedikation, hun arbejder med den mindste detalje og stiller sig aldrig tilfreds. Disse ting har været medvirkende til, at hun i det forløbne år har været et vigtigt omdrejningspunkt for landsholdet og på et særdeles stærkt Juventushold, hvor Sofie meget hurtigt har fået sit gennembrud. Altså en stor sæson med mesterskaber og vigtige sejre til følge”.