FC Thy/ThistedQ tæt på pokalfinalen for andet år i træk

0
1039
Foto fra FC Thy/ThistedQs facebookside

Sidste års pokalfinalister FC Thy/ThistedQ har det ene ben i finalen efter 3-1 sejr ude over OdenseQ i den første semifinale. Brøndby har også kurs mod finalen

Årets pokalfinale ligner et opgør mellem Brøndby og sidste års pokalfinalister fra FC Thy/ThistedQ. Begge hold vandt lørdag den første af to semifinaler, og især FC Thy/ThistedQ er tæt på at stå i finalen for anden år i træk efter 1-3 ude over OdenseQ.

FC Thy/ThistedQ fik en forrygende start i Odense, hvor de var foran 2-0 allerede efter 10 minutter. Topscorer Rikke Dybdahl gjorde det til 1-0 efter bare seks minutter, og et selvmål fire minutter senere gjorde det yderligere svært for OdenseQ. Efter 29 minutter blev det til 0-3 på et mål af Olivia Bergmann, men ti minutter inde i anden halvleg fik Sarah Sundahl reduceret til slutresultatet 1-3.

Returkampen spilles på lørdag den 27. marts kl. 15. Selv om det ser meget svært ud for OdenseQ, vil fynboerne jagte overraskelsen.

“Vi så i anden halvleg, at vi har en chance mod Thy. Det er nok ikke helt realistisk at vinde 3-0 deroppe, men vi vil gå efter det. Vi kunne godt have scoret tre mål i anden halvleg -med lidt held kan vi gøre det over to halvlege deroppe,” siger Odense Qs cheftræner Bo Sundahl til Fyens.dk.

Lignede uafgjort i Brøndby

I den anden semifinale vandt Brøndby 4-2 hjemme over Gjensidige Kvindeligas tophold HB Køge. Første halvleg sluttede 1-1 efter scoringer af Agnete Nielsen og Madalyn Ann Pokorny, og få minutter før tid stod der 2-2 på mål af hhv. Agnete Nielsen og Stephanie Ribeiro. Men et par store fejl kostede mod slutfasen for HB Køge, som i 85. og 89. minut måtte se Christina Beck og Nanna Christiansen gøre det til slutresultatet 4-2.

“Meget kort fortalt taber vi jo i dag, fordi vi laver nogle meget store personlige fejl. Vi spiller ikke nogen stor kamp i dag og står egentlig med et ok resultat ved 2-2, men så synes jeg, at vi spiller umodent – det er nok det mest rammende ord,” siger HB Køges assistenttræner Anders Vang til HB Køges hjemmeside.

Returkampen spilles søndag den 28. marts kl. 15 i Køge. Trods nederlaget tror HB Køge stadig på sin chance.

“Jeg synes stadigvæk, at vi har en chance for at gå videre til finalen. Sidste gang vi spillede hjemme mod dem, slog vi dem trods alt 5-0, men i dag er der ikke meget positivt at tage med. Dog ved vi, at vi har et niveau mere og når vi samtidig husker på, at vi ikke har tabt på Capelli Sport Stadion endnu, så skal vi trods alt “kun” vinde med to mål i den næste kamp. Så det skal vi tro 100% på,” siger Anders Vang.

Sidste års pokalfinale var et opgør mellem FC Thy/ThistedQ og FC Nordsjælland. Sidstnævnte vandt finalen 1-0.