Fredericia vil styrke pigefodbold med fodboldskole

0
2448
Foto: Fredericia KF

Lokale fodboldfolk arbejder sammen med Fredericia Kommune om at styrke pigefodbolden. Målet er bl.a. at skabe en ren pigefodboldklub i Fredericia. Som led i indsatsen arrangeres en pigefodboldskole i uge 26 sammen med Fodbold & Event

Når Fredericia KF til sommer inviterer til pigefodboldskole i samarbejde med Fodbold & Event, er det et led arbejdet med at styrke pigefodbolden i Fredericia.

I samarbejde med Fredericia Kommune arbejdes der på at skabe en selvstændig pigefodboldklub i Fredericia. I flere år har der været lokalt klubsamarbejde om pigefodbold under navnet Fredericia KF. Men et klubsamarbejde har sin begrænsninger, bl.a. at pigerne først samles fra U13. Derfor forsøger man nu at etablere en selvstændig fodboldklub.

Sommerens fodboldskole kan ses som en del af hele denne pigefodbold-oprustning. Klubberne under Fredericia KF fandt nemlig ud af, at mange piger valgte sommerens fodboldskoler fra, fordi de ofte endte på hold med drenge. Derfor søgte Fredericia KF sidste år om støtte fra kommunen til lave en fodboldskole kun for piger. Det blev så stort et tilløbsstykke, at man nu gentager fodboldskolen – også for at have et fælles fodboldtilbud til de piger, der endnu ikke er U13-spillere og dermed gamle nok til Fredericia KF.

Fodboldskolen foregår i uge 26 og gennemføres i Trelde GI, en landsbyklub udenfor Fredericia, der også er en del af Fredericia KF. Der er plads til 60 piger på fodboldskolen og mange af trænerne bliver piger. Der bliver også træning for målmænd og der arbejdes på at få besøg af gæstetrænere, der “kan strø lidt stjernestøv over det hele”, som arrangørerne udtrykker det.

“Træningen bliver gennemført i små grupper på ca. 5-6 spillere og der vil være fokus på både det sjove men også på udvikling af den enkelte spiller. Mange af de tilmeldte piger er meget ambitiøse med deres træning så det ser ud til at niveauet bliver højt i flere grupper,” siger Thomas Nordin Frost, der er formand for fodboldafdelingen i Trelde GI.

Han fortæller, at målet er at skabe en fodboldskole på pigernes betingelser med høj kvalitet i træningen, “så de mærker de udvikler sig igennem ugen”.

“Derudover håber vi at pigerne vil styrke relationerne med de piger de allerede kender og at de lærer nye fodboldpiger at kende,” siger Thomas Nordin Frost.

Fodboldskolen er for alle piger fra U6-U15. Læs mere om fodboldskolen her