Solrød FC jagter en plads i ny landsdækkende 1. division

0
1385
Caroline Ljungquist Lyck (i rødt) i duel med en FC Damsø-spiller. I baggrunden ses en anden Solrød FC-spiller, Mathilde "Bøge" Bøgevig. Foto: Jimi Bøgevig

Med en 1-0-sejr over FC Damsø er Solrød FC klar til at tage hul på det afgørende gruppespil, hvor målet er en top to-placering.

Klubnyt: Solrød FC vandt lørdag den sidste af efterårets tre udsatte kampe. På udebane blev FC Damsø slået med 1-0, men indsatsen var langt fra den bedste, erkender cheftræner Rasmus Skovby:

– Vi vinder, uden at spillet på nogen måde var sprudlende. Vi var bedst i første halvleg, og det var også fortjent, at vi førte ved pausen. Men i anden halvleg skete der ikke meget.

Ida Hove scorede sejrsmålet i det 41. minut, og med sejren sluttede Solrød FC som nummer to i sin gruppe i nedrykningsspillet fra 1. division – et point efter Østerbro IF på førstepladsen.

Nu begynder et nyt og afgørende nedrykningsspil, hvor de to bedste hold får endnu en sæson i 1. division, landets næstbedste række.

Cheftræner er optimistisk
Solrød FC begynder på en fjerdeplads – tre point efter Næsby på andenpladsen. Herlufsholm ligger nummer et med fem point ned til Solrød FC.

– Der venter os mange svære kampe, men vi jagter en placering blandt de to bedste. Det er vores mål. Vi ved godt, at vi kommer fra bagkant, men vi glæder os og er meget optimistiske, fastslår Rasmus Skovby.

Ida Hove har netop scoret sejsmålet mod FC Damsø og bliver omfavnet af Caroline Ljungquist Lyck (til venstre), der lagde op til målet efter et godt gennembrud i venstre side. Foto: Jimi Bøgevig

Efter sommerferien bliver der i modsætning til i denne sæson tale om en landsdækkende 1. division, som får deltagelse af blot otte hold. I denne sæson var hele 20 hold – fordelt på fire grupper – med fra start. Til gengæld vil der komme en helt ny 2. division, som opdeles i både en øst- og en vestrække.

Nummer tre til syv i forårets nedrykningsspil skal spille 2. division efter sommerferien, mens det hold, der ender som nummer otte og dermed sidst, ryger helt ned i Kvindeserie Øst.

Næste kamp for Solrød FC bliver på søndag udebane mod FB.