HB Køge får ny cheftræner

0
2351
Foto: HB Køge

Søren Randa-Boldt bliver HB Køges nye cheftræner fra starten af næste sæson. Det blev afsløret på et pressemøde fredag, hvor klubben også præsenterede en ny spiller til truppen og to kontraktforlængelser. 

Af Marie Bebe

Det bliver den nuværende U19-landsholdstræner Søren Randa-Boldt, som fra starten af næste sæson skal sidde på cheftrænerposten i HB Køge.

HB Køge er i denne sæson gået fra at være oprykkere til at kæmpe for titlen som Danmarksmester, og den succes skal Søren Randa-Holdt forsøge at føre videre ind i næste sæson.

“Jeg synes, at det er et rigtig spændende projekt med et kæmpe rekrutteringsgrundlag – også i USA. Der er fuld fart på, og det vil jeg gerne være en del af. Potentialet er allerede fint i holdet og projektet. På det nuværende hold er der ingen af spillerne, der endnu har prøvet at ligge i toppen af dansk fodbold, men det er spændende at være med til at præge”, siger Søren Randa-Boldt i en pressemeddelse fra HB Køge.

Søren Randa-Boldt skifter fra hans nuværende job som U19-landsholdstræner, som han har bestridt gennem 13 år i 142 kampe. Derudover har han også stået ved roret i en U23-landsholdskamp og to A-landsholdskampe.

“I mine mange år som U19-landstræner har jeg opbygget en stor viden om, hvad der skal til for at nå toppen af dansk fodbold, men også hvad der sker og kræves, når man skal tage springet til den internationale scene, som er noget jeg glæder mig meget til at være med til at lære pigerne”, siger Søren Randa-Boldt i pressemeddelsen.

En ny spiller og to forlængelser

Udover den nye cheftræner, blev Emma Færge også præsenteret som ny spiller for HB Køge. Emma Færge skifter dermed hendes nuværende klub KoldingQ ud med HB Køge fra den nye sæson.

Derudover er det også blevet til kontraktforlængelser til irske Kyra Carusa og amerikanske Kelly Fitzgerald, hvor begges spilleres nye kontrakt udløber i sommeren 2023.

“Der er noget helt særligt ved HB Køge, som man sjældent oplever i professionel fodbold. Jeg har oplevet en helt enorm opbakning fra ikke kun folkene på holdet, men alle i hele klubben. Jeg er utrolig taknemmelig for den mulighed, jeg har fået ved at spille fodbold her, og være med til at udvikle fodbolden”, siger Kyra Carusa i en pressemeddelse fra HB Køge.