Trods nederlag til tophold: Håbet lever for Solrød FC

0
1242

Kvinderne fra Solrød FC tabte 1-2 på udebane til Herlufsholm. Men der er stadig mulighed for en plads i næste sæsons landsdækkende 1. division.

Af Solrød FC

Klubnyt: Cheftræner Rasmus Skovby ville meget gerne have haft et point med hjem fra søndagens kamp. Men ikke overraskende blev det til en hjemmesejr til Herlufsholm, der ligger på en suveræn førsteplads i slutspilsrækken, hvor kun de to bedste hold får endnu en sæson i 1. division.

– Det var skuffende, at vi ikke kommer derfra med point. Det var som ventet en svær kamp, men det var også en tæt og intens kamp, hvor vi havde en fornemmelse af, at vi var lige så gode som Herlufsholm, fastslår Rasmus Skovby.

Solrød FC tabte 1-2, men fik ellers en drømmestart, idet Amalie ”He” Hansen scorede efter en lille halv time. Kort tid efter udlignede Herlufsholm, som scorede endnu en gang efter en god times spil.

– Målt på spil og chancer kunne vi faktisk have vundet kampen, vurderer Rasmus Skovby, der fortsat har et realistisk håb om, at hans mandskab ender i top 2.

Næsby venter på lørdag
I næste sæson vil kvindernes 1. division kun have deltagelse af otte hold mod 20 i denne sæson. Til gengæld bliver der tale om en landsdækkende række, mens rækken i år blev indledt med fire geografisk opdelte grupper.

– Kampen mod Herlufsholm bekræftede, at vi kan være med i toppen, og som jeg ser det, er der hele fem hold, som kæmper om de to eftertragtede pladser. Og der er ingen tvivl om, at vi går målrettet efter at snuppe en af dem, lyder det fra Rasmus Skovby.

Amalie “He” Hansen bragte Solrød FC foran 1-0 i første halvleg og var igen en af de store profiler på sit hold. Foto: Jimi Bøgevig

De hold, der ender fra nummer tre til syv i det nuværende slutspil, skal være med i en ny 2. division, som opdeles i en øst- og en vestrække.

Lige nu ligger Solrød FC på tredjepladsen med 11 point, men holdet kan kravle en plads op på lørdag, hvor modstanderen er Næsby, som aktuelt er på andenpladsen med 12 point. De to hold mødtes også i efterårssæsonen. I slutningen af august vandt Solrød FC 3-0 på hjemmebane, og godt to måneder senere vandt fynboerne 3-0 på deres hjemmebane.

Kampen spilles i Solrød Idrætscenter klokken 11.30