Dana Cup 2021 bliver aflyst

0
1066
Foto: Emil Jensen

Muligheden for at gennemføre Dana Cup 2021 er ikke til stede, vurderer arrangørerne, som derfor må aflyse for andet år i træk

For andet år i træk må det store internationale fodboldstævne Dana Cup, der skulle have fundet sted i uge 30, aflyses. Det sker som konsekvens af den nye politiske aftale om genåbning, der ikke gør det muligt at gennemføre et fodboldstævne med 20.000 deltagere med overnatning.

“Vi havde håbet til det sidste, men gårsdagens udmelding fra regeringen tvinger os til at tage konsekvensen og melde ud. Der bliver ikke en Dana Cup 2021,” siger turneringens direktør Jette Andersen i en pressemeddelelse.

“Mange muligheder er i den seneste tid blevet vendt, men nu, hvor det er slået fast, at vi ikke må afvikle en turnering, som indebærer overnatning, har vi kun én ting at gøre; nemlig at aflyse og gå i gang med at forberede Dana Cup 2022,” fortsætter hun.

Jette Andersen, direktør for Dana Cup.

Aflysningen for store konsekvenser for lokalområdet. En uvildig undersøgelse, som Visit Danmark lavede for et par år siden, viser at Dana Cup medfører, en omsætning på 179 mio. kr. i området. Den omsætning og indtægten går området glip af endnu et år.

“Men, der er ikke andet at gøre end at smøge ærmerne op, og udfolde kreativitet. Salget af Dana Cup 2022 skal i gang hurtigst muligt, og her er vi fortrøstningsfulde. Det skal nok komme i gang,” siger Jette Andersen.

Hun tilføjer, at Dana Cups helt store udfordring bliver at opretholde den frivilligskare, der er afgørende for at kunne gennemføre det store arrangement:

“Dana Cup er totalt afhængig af de ca. 2000 frivillige, der leverer arbejdskraften, så vi kan tage ordentligt imod de 20.000 unge fodboldspillere, der kommer til Vendsyssel i uge 30, for at spille fodbold, møde nye venner og hygge sig med dem. Vi skal sørge for at vores frivillige hjælpere, der tager imod, når vi åbner for Dana Cup 2022,” siger Jette Andersen.