HB Køge og Brøndby er klar til Champions League

0
1204
Stephanie Ribeiro scorede HB Køges sejrsmål, der betyder, at oprykkerne skal spille Champions League i næste sæson. Foto: HB Køge

Sejre til topholdene i Gjensidige Kvindeliga betyder, at kvalifikationen til næste sæsons Champions League nu er så godt som hjemme for Brøndby, mens HB Køge er sikker

Samme dag som Champions League-finalen spilles i Gøteborg, har to danske hold nu sikret sig deltagelse i næste sæsons Champions League-turnering. Det er HB Køge og Brøndby, der efter sejre over henholdsvis FC Thy – ThistedQ og Fortuna Hjørring i søndagens runde af Gjensidige Kvindeliga nu har et point-forspring på hhv. 11 og 9 point.

Dermed er HB Køge sikker på som minimum at slutte på 2. pladsen, mens Brøndby næsten er sikker på at slutte i top-2. Kun hvis holdet taber de sidste tre kampe og KoldingQ vinder sine kampe, vil Champions League-pladsen komme i fare.

HB Køge holder fast i 1. pladsen

HB Køge sikrede sig Champions League-billetterne efter 0-1 ude mod FC Thy – ThistedQ. Stephanie Ribeiro stod for sejrsmålet i 63. minut. Dermed holder HB Køge også fast i 1. pladsen forud for de sidste tre runder.

“At kvalificere sig til Champions League er selvfølgelig en stor bedrift af alle på og omkring holdet. Men når det er sagt og al rosen er givet, så ved jeg også, at holdet endnu vil arbejde hårdt i de sidste kampe. Sæsonen er ikke slut endnu”, siger HB Køges direktør Per Rud.

Nanna Christiansen sikrede Brøndby-sejr

Det er første gang HB Køge skal spille Champions League, mens Brøndby har været fast deltager i turneringen de sidste mange år. Søndag blev de nye billetter næsten-sikret med en udesejr på 2-1 over Fortuna Hjørring.

Brøndby kom ellers bagud i Hjørring, da Sofie Lundgaard scorede for hjemmeholdet efter 35 minutter. Men i 2. halvleg fik Fortunas keeper Line Geltzer Johansen bokset et hjørnespark i eget net til 1-1 og i det 86. minut sørgede Nanna Christiansen for Brøndby-sejren med sin 12. sæsonscoring.

I søndagens tredje kamp blev vandt KoldingQ 4-1 hjemme over FC Nordsjælland. Dermed rykker KoldingQ op på tredjepladsen.

Stillingen i Gjensidige Kvindeliga:

Illustration: DBU