HB Køge skriver ungdomskontrakt med 16-årigt talent

0
2920
Anna Brændstrup har underskrevet en ungdomskontrakt med HB Køge.

Anna Brændstrup skifter fra FC Nordsjælland til HB Køge, hvor hun får den første ungdomskontrakt i kvindeafdelingen

16-årige Anna Brændstrup bliver den første spiller, der skriver en ungdomskontrakt i HB Køges kvindeafdeling. Anna Brændstrup kommer fra FC Nordsjælland, hvor hun var med til at vinde pokalturneringen for U16. Tidligere har hun spillet i Brøndby.

Anna Brændstrup er en offensiv-spiller med tekniske færdigheder. Hun beskrives som en dedikeret og målrettet spiller, der er hårdtarbejdende. Nu får hun muligheden for at udvikle sig og træne med henblik på, at hun på sigt skal gøre sig gældende hos de forsvarende mestre i Gjensidige Kvindeligaen.

”Anna er førsteårs U18-spiller og har derfor god tid til at vænne sig til træningsmiljøet og niveauet i HB Køge. Vi ser et potentiale i Anna og tror på, at vi gennem vores set-up kan udvikle hende i retning af at få debut på vores førstehold. Med kontrakten til Anna beviser vi også, at vi satser på fremtiden og det langsigtede projekt omkring vores Gjensidige Kvindeliga-hold,” siger HB Køges direktør Per Rud.

Aftalen med Anna Brændstrup kan blive fulgt op af flere ungdomskontrakter.

”Kontrakten med Anna Brændstrup åbner op for, at der er fremtiden vil kunne skrives kontrakter med spændende, unge talenter til ungdomsafdelingen. Det skal på sigt styrke både talentafdelingen, men også talentmassen omkring førsteholdet i HB Køge,” skriver klubben på sin hjemmeside.

Anna Brændstrup har spillet i Brøndby IF og FC Nordsjælland og har været tilknyttet DBUs U14 & U15 center.