Frank Johnsen stopper som U16-landstræner: “Der skulle ske noget nyt”

0
2643
Frank Johnsen er Head of Coaching i Brøndby IF. Han er tidligere U16-landstræner. Foto: Steen Trolle

Efter ni år i DBU har U16-landstræner Frank Johnsen sagt sin stilling op. “Jeg trængte til, at der skulle ske noget nyt,” siger Frank Johnsen, som endnu ikke har et andet job på hånden

Uden den store opmærksomhed har U16-landstræner Frank Johnsen pakket sit skrivebord og taske sammen i DBU og sagt farvel efter ni års arbejde i fodboldunionen, heraf fire år som U16-landstræner. Torsdag var Frank Johnsens sidste arbejdsdag og nu kigger han ind i en fremtid, der pt. er ukendt.

”Jeg har sagt op. Der er ikke noget dramatik i det. Jeg trængte bare til, at der skulle ske noget nyt. Jeg har ikke noget andet arbejde på hånden, så lige nu ved jeg ikke hvad der skal ske,” siger Frank Johnsen til FODBOLD FOR PIGER.

Han uddyber ikke, hvorfor han havde ønsket at stoppe, men siger:

”Der var nogle ting, jeg ikke var helt tilfreds med, så på et tidspunkt skal man jo huske sig selv lidt i jobbet. Så derfor – der skulle ske et eller andet. Måske var min tid bare brugt op i DBU,” siger han.

”Der var nogle ting, jeg ikke var helt tilfreds med, så på et tidspunkt skal man jo huske sig selv lidt i jobbet”

Mange opgaver

53-årige Frank Johnsen, der er uddannet skolelærer, blev tilknyttet DBUs U14-talentcentre i 2012, efter 11 år som U18 DM-træner og assistent for 3F-kvinderne i Brøndby IF.

I 2013 blev han fuldtidsansat i DBU som U15 talenttræner og assistent på U19-landsholdet, og siden 2017 har han været U16-landstræner. Sideløbende med landstrænerjobbet har Frank Johnsen været ansvarlig for et af de tre U15-centre samt head of coaching for U14-centrene.

”Der er for mange steder, man skal været involveret som U16-landstræner. Det er også en af grundene til at jeg stopper. Og så savner jeg den daglige kontakt med spillerne. Som landstræner mødes man kun med spillerne en gang om måneden,” siger Frank Johnsen

Han understreger dog, at jobbet som ungdomslandstræner er ”vildt spændende”:

”Det er et rigtig fint job med nogle fede kolleger og en masse fint samarbejde med klubtrænerne. Det har både været spændende, givtigt, lærerigt og irriterende. Der har været gode og mindre gode ting, som der nu er i et job”.

Fedt at arbejde med de bedste

Hvad er det mest spændende ved arbejdet som U16-landstræner?

”At arbejde sammen med de bedste spillere. Dem, som ikke kun går til fodbold, men dyrker det. Nogle piger, der bare vil fodbold på alle parametre”.

Hvad er det for en udvikling, som U16-landsholdet gennemgår i disse år?

”Vi udvikler os. Spørgsmålet er så, om vi gør det hurtigt nok i forhold til de andre lande. Det er en svær størrelse at analysere på, for der er helt klart sket en udvikling. Pigerne træner mere, de har fået bedre faciliteter og bedre trænere. Problemet er bare, at det har de også i udlandet,” siger Frank Johnsen.

Færre ressourcer end konkurrenterne

Han fortæller, at det er tydeligt, at Danmark halter efter, når man ser de ressourcer, de store nationer kaster efter deres ungdomslandshold.

”Når U16-landsholdet er afsted, er der syv mennesker med omkring holdet – trænere, fysioterapeut osv. De andre lande har dobbelt så mange med. Vi har f.eks. ikke en kamp- og træningsanalytiker, det har de andre lande. De har også en til at tage sig af video. Når vi laver videoklip efter en kamp, sker det fra kl. 23 om aftenen, når alle andre er gået i seng. For der er ikke andre til at tage sig af det,” siger Frank Johnsen.

“Når vi laver videoklip efter en kamp, sker det fra kl. 23 om aftenen, når alle andre er gået i seng”

Han peger også på, at der mangler en talentchef for ungdomslandsholdene, der kan sætte den sportslige retning for holdene og, som han siger, ’have fingeren på den politiske puls’ i DBU. Den opgave er i dag placeret hos A-landstræner Lars Søndergaard.

”Det er lidt sjovt, at DBU siger, at der skal være en talentchef i klubberne, men sådan én har DBU ikke selv. Der har ikke været en person ansat som talentchef, siden Lene Terp stoppede,” siger Frank Johnsen.

Håber at fortsætte i fodbold

Den nu tidligere U16-landstræner håber at fortsætte i et nyt job indenfor fodbold.

”Det er jo der, jeg har arbejdet mest gennem årene. Men det bliver spændende at se, hvad det ender med. Umiddelbart vil jeg gerne fortsætte med kvindefodbold, for det er dér, jeg har min ekspertise,” siger Frank Johnsen.

DBU har endnu ikke meddelt, hvem der skal afløse Frank Johnsen som U16-landstræner.