I kalenderårets sidste runde i U18DM sikrede AaB sig en sejr over Kolding IF og fører dermed suverænt i pulje B.
Af Marie Bebe
Kampstøvlerne skulle snøres for allersidste gang i 2021 for U18DM kvinderne, da weekendens runde blev fløjtet i gang. Her skulle otte af holdene i aktion og spille for vigtige point til tabellen.
Lørdag fik Kolding IF, der placerer sig på andenpladsen i pulje A, besøg af AaB, der topper pulje B. Gæsterne fra Aalborg fik hurtigt sat gang i måltavlen, da Elisabeth Skall gjorde det til 0-1 efter blot 11 minutter. Føringen holdt dog ikke længe, for efter 23 minutters spil udlignede Kolding IF’s Line Bihl til 1-1.
I anden halvleg skulle der spilles knap en halv time, før der blev rykket ved den stilling. Efter 72 minutter blev AaB’s Signe Hagsten Larsen matchvinder, da hun scorede til 1-2. Dermed sikrede AaB sig alle tre point, og holdet fører nu pulje B med 25 point på 10 kampe – hele 9 point foran HB Køge på andenpladsen.
Bundopgør i pulje A og storsejr til FCN
Søndag tog Vildbjerg imod BSF til et opgør i bunden af pulje A. Forud for kampen placerede holdene sig på henholdsvis 7. og 8. pladsen i puljen med blot 2 point til forskel.
Hjemmeholdet fra Vildbjerg kom hurtigt ud af startboksen. Efter kun 7 minutters spil sørgede Ida Sidelmann Holm for den vigtige føring til 1-0. Den stilling blev der ikke rykket ved, og Vildbjerg trak sig dermed sejrrigt ud af opgøret. Med dagens sejr lægger Vildbjerg yderligere afstand til BSF i bunden af pulje A, og har nu 10 point efter 9 kampe.
I den modsatte ende af landet fik FC Nordsjælland besøg af Varde lørdag. Hjemmeholdet kom på tavlen først, da Clara la Cour scorede til 1-0 efter 24 minutter. Kort før pausen svarede gæsterne fra Varde dog igen med en udligning til 1-1 fra Freja Poulsen. Holdene var altså lige, da de kom tilbage fra halvlegen – men det blev der hurtigt ændret på. FC Nordsjællands Alma Marie Plank Aagaard havde nemlig for alvor mål i støvlerne. Hun præsterede nemlig et vaskeægte hattrick, da hun scorede hele tre gange på blot 26 minutter, og sikrede dermed en føring på 4-1 til FCN. Få minutter før slutfløjt blev det til 5-1, da FCN’s Filipa Agerskov Heintzelmann sørgede for kampens sidste scoring.
Sikker sejr til Silkeborg
Silkeborg IF Q fik lørdag besøg af B.93. Hjemmeholdet kom foran med 1-0 i kampens første minut med en scoring fra Hannah Widt Fruensgaard. Mathilde Kaihøj udbyggede føringen til 2-0 efter 24 minutter. I anden halvleg blev det til 3-0 med en scoring fra Fie Normark Arendt, og den stilling blev der ikke rykket ved. Silkeborg IF Q sikrede sig dermed alle tre point, og indtager tredjepladsen i pulje B med 15 point efter 10 kampe.