Freja Abildå skiftede fra Brøndby til spanske Sporting Club de Huelva i august. Det seneste halvår har hun været kastet direkte ud i livet som udlandsprof, med alle de op- og nedture, det kan indebære.
Af Marie Bebe
I sommers traf Freja Abildå en stor beslutning. Efter 19 år i hjerteklubben Brøndby, mærkede hun en spirende trang til en luftforandring, der kunne udfordre hende – både personligt og på banen. Og der var ikke langt fra tanke til handling. I begyndelsen af august blev det officielt, at den 23-årige midtbanespiller skiftede Vestegnen ud med den spanske klub Sporting Club de Huelva.
Det var et hektisk transfervindue for Abildå, der i løbet af blot en uge underskrev kontrakten med sin nye spanske klub og derefter landede i sit nye hjem i Spanien. Derfor var der ikke tid til de store bekymringer. Til gengæld var det en stolt Freja Abildå, der pakkede fodboldstøvlerne og drog ud på sit nye eventyr.
”Jeg havde det faktisk ret mærkeligt, da jeg skrev under på kontrakten. Jeg var selvfølgelig super glad og stolt. Da jeg først havde skrevet under, nød jeg egentlig bare den sidste tid med familie og venner”, siger Freja Abildå.
Så snart beslutningen var taget, blev Abildå kastet direkte ud i sit nye liv som professionel fodboldspiller i et nyt land – med alle de udfordringer, som sådan et skifte kan indebære. Hun vidste ikke meget om, hvad der skulle til at ske. Da hun steg ombord på flyet, var det uden helt at vide, hvor hun skulle bo og uden kendskab til den by, der skulle blive hendes nye hjem.
Turbotempo, teknik og gebrokkent engelsk
Det skulle vise sig at være den mindre by Huelva med knap 150.000 indbyggere, som Freja landede i. Byen ligger i den sydlige del af Spanien, så temperaturerne er høje langt ind i efteråret. Da hun trådte ud af flyet, skulle hun ikke bare forholde sig til en ny klub, men også et helt nyt land.
”Det var rigtig mange ting på en gang. Det var en vildt stor omvæltning og jeg skulle bruge længere tid, end jeg troede, på at lande, føle mig hjemme og lære byen, klubben og spillestilen at kende. Det tog mig lidt tid,” siger Freja Abildå
På fodboldbanen blev Abildå kastet direkte ind i en intens pre-season, hvor der var skruet helt op for tempoet og varmen. Træningen var til at holde ud, fordi den lå om morgenen og aftenen, men kampene var decideret ulidelige i starten. Varmen var dog ikke den største udfordring for Abildå. Tempoet til både træning og kamp var overvældende højt, så hun måtte hænge i for at følge med.
”Det går sindssygt stærkt. Til de første par træninger skulle jeg lige vænne mig til det. Især i kampene går det virkelig stærkt, og hvis man ikke lige ’er der’, bliver man straffet for det. Jeg føler, at jeg har brug for en ferie efter hver kamp,” siger Freja Abildå
Det var ikke kun på banen, at Freja Abildå måtte holde tungen lige i munden. Det viste sig nemlig at det kun var få mennesker i både klubben og byen, der talte engelsk. Og med et begrænset spansk ordforråd, som ikke var havde været opfrisket siden gymnasiet, blev det lidt af en udfordring for midtbanespilleren.
Heldigvis var der hjælp at hente fra assistenttræneren og de amerikanske holdkammerater, der kunne oversætte mellem spansk og engelsk, så træningsøvelserne og taktikken blev lettere at forstå. Derudover øver Abildå sig på sit spanske sprog, godt hjulpet på vej af sprog-appen Duolingo, som hun bruger hver dag.
Udvikling på banen og meget lange udebaneture
På trods af den både fysisk og mentalt hårde start, var Abildå fast besluttet på, at hun ikke vil have besøg hjemmefra i løbet af den første måned. Hun så det som en personlig udfordring, hvor hun for alvor skulle prøve at stå på egne ben for første gang.
”Jeg tog meget tingene, som de kom, uden at have planlagt særligt meget. Og det er jeg faktisk glad for, fordi jeg nogle gange godt kan være lidt tryghedssøgende. Så det var fedt at prøve bare at springe ud i det,” siger Freja Abildå.
I klubben var holdkammeraterne gode til at vise, at de var glade for at have hende på holdet. Selvom der var en sprogbarriere, blev Freja rost og bakket op af holdet med mange klap på skulderen. Varmen har hun vænnet sig til, nyder at kunne smutte direkte på stranden efter træning. Vigtigst af alt føler midtbanespilleren, at hun allerede har udviklet sit spil meget.
”De første par uger tænkte jeg, at de andre var virkelig dygtige. Jeg kiggede på de spillere, jeg skulle måle mig med og tænkte, at de var meget bedre end mig. Men til træning nu ser jeg jo ikke sådan på det. Det er nok ikke fordi, de er blevet dårligere, men nok nærmere fordi jeg har rykket mig,” siger Freja Abildå
Skiftet fra Brøndby til Huelva har betydet, at Freja Abildå for første gang oplever presset for ikke at rykke ned. Hun beskriver den spanske liga som utroligt tæt, hvor kun Barcelona nævnes som et hold, der næsten ikke kan slås.
”Der var en anden form for pres i Brøndby. Her skal man lige pludselig bruge hvert point for ikke at rykke ned. Ligaen er så tæt, at får vi et point, så kan vi rykke flere pladser op. Hver kamp tæller,” siger Freja Abildå.
Udover de mange tætte kampe og det meget høje tempo er der én væsentlig faktor, hvor den danske og spanske liga for alvor adskiller sig fra hinanden: Udebaneturene. De foregår i bus, på kryds og tværs gennem hele det store land, hvor de tager afsted sent om aftenen og kører hele natten.
”Når man har kørt fra den sydligste til den nordligste del af Spanien, så føles turen fra Brøndby til Hjørring pludseligt ikke så langt” siger Freja med et grin.
Den 23-årige fremhæver dog netop udebaneturene som særligt gode for sprogtræningen og det sociale sammenhold. Her kan Freja udnytte de mange bustimer til at få snakkes løs med holdkammeraterne om både fodbold, men også en masse andet.
‘Hjemme’ er både i Danmark og Spanien
Freja har nu lært byen at kende, og ved nu hvor de flotte gåture og gode restauranter er, og hun støder tit på holdkammeraterne rundt omkring i byen. Hun bor også sammen med en holdkammerat, og så passer hun sit lærerstudie ved siden af fodbolden.
”Det har været rigtig dejligt at have studiet ved siden af, så alt ikke handler om fodbold. Om sommeren har jeg ligget på stranden og læst, mens jeg solede mig, så det har jo været skønt,” siger Freja Abildå.
Efterhånden er hun faldet godt til i sin klub og by. Selvom der var meget nyt at forholde sig til i starten, er Freja ikke i tvivl om, at skiftet til Spanien var det helt rigtige for hende. Hun føler sig hjemme i både Huelva og Danmark nu. Sporting Club de Huelva minder Abildå om Brøndby, fordi hun kan se mange af de samme værdier gå igen; sammenhold og familiefølelse, som begge er vigtige for hende.
Alligevel føler hun naturligvis et savn til Danmark. Især vennerne, som hun ikke har mulighed for at se så tit, da de fleste selv spiller fodbold på højt plan. Hendes familie har hun derfor set lidt oftere, da de nemmere har kunnet planlægge besøg.
”Man kan godt savne noget, uden at det betyder, at man ikke har det godt. Jeg nyder min hverdag og fortryder overhovedet ikke, at jeg tog afsted. Men derfor kan jeg godt savne mine venner og ikke mindst Brøndby,” siger Freja Abildå.
Hvor mange år ud i fremtiden, at Freja vil satse på den internationale fodboldkarriere, ved hun ikke endnu. Udlandseventyret er noget, hun altid har vidst, hun ville prøve af – men med kontraktudløb til sommer, kan fremtiden gå i mange retninger. Ligesom med hendes skifte til Spanien, har hun ikke planlagt en masse – men vil tage tingene som de kommer.
Der er dog to fremtidsplaner, hun er helt sikker på: Hvis hun vender tilbage til den danske liga, så skal hun spille for Brøndby. Og sidst, men ikke mindst, skal hun holde en velfortjent juleferie med massere af famillie- og vennehygge efter et hæsblæsende halvår i Spanien.
