De forsvarende pokalvindere FC Thy ThistedQ er for tredje år i træk klar til pokalfinalen. Modstanderen bliver Fortuna Hjørring. Finalen spilles fredag den 13. maj kl. 15. Hvor den skal spilles, er endnu ikke afgjort
Årets finale i Gjensidige Kvindepokalen bliver et rent nordjysk opgør.
Lørdag sikrede FC Thy-ThistedQ sig finalebilletten med en sejr på 1-0 hjemme over FC Nordsjælland efter en udesejr på 1-2 i den første semifinale for en uge side, og søndag fulgte Fortuna Hjørring trop med 1-0 hjemme over AGF efter 2-2 for en uge siden.
Finalens spilles fredag den 13. maj kl. 15, dvs. Store Bededag, og for FC Thy-ThistedQs vedkommende er det tredje år i træk, at holdet er i finalen. Sidste år vandt klubben sin første pokaltitel, da det blev til 2-1 over Brøndby IF.
Det var Rikke Dybdahl, der med en scoring i 86. minut i lørdagens kamp sikrede FC Thy-ThistedQs finalebilletter.
Fortuna håber på hjemmebane i finalen
Hos Fortuna var det anfører Florentina Olar, der stod for den enlige scoring. Den faldt i det 31. minut.
”Jeg er meget tilfreds med resultatet og synes også, at spillerne klarede opgaven fint. Det er umuligt, at præstere stort, når modstanderne pakker sig i forsvaret,” siger Fortunas cheftræner Brian Sørensen i en pressemeddelelse.
”Nu er vi klar til finalen, og her må vi da få hjemmebane. De seneste to år har vores finalemodstander haft hjemmebane i Thisted, så nu vil det være rart, hvis vi kan tage imod på Nord Energi Arena og kæmpe foran et hjemmepublikum,” siger han.
Placeringen af finalen besluttes indenfor de nærmeste dage.