Gjensidige Kvindeligas tophold fik fredag aften den bedst tænkelige start på slutspillet med 3-2 sejr over Brøndby
Der var få sekunder tilbage af den ordinære spilletid og alt tegnede til, at HB Køge og Brøndby fredag aften ville åbne forårets slutspil i Gjensidige Kvindeliga med uafgjort 2-2 efter en intens og medrivende kamp. Men så modtog hjemmeholdets irske stjerne Kyra Carusa et indlæg. Hun tæmmede bolden med brystkassen og bankede den i kassen. 3-2 til HB Køge og ellevild jubel hos hjemmeholdets publikum.
Dermed fik HB Køge den helt perfekte start på slutspillet. De forsvarende mestre har nu 41 point på førstepladsen, mens Brøndby ligger på tredjepladsen med 25 point. Fortuna Hjørring, der lørdag møder FC Nordsjælland, er på andenpladsen med 33 point.
Det var ellers Brøndby, der kom bedst fra starten i fredagens kamp. Katrine Winnem Jørgensen scorede til 0-1 midt i første halvleg, men senere i halvlegen fik HB Køges ukrainer Nicole Kozlova udlignet til 1-1.
I anden halvleg kom HB Køge på 2-1 på et hovedstød af Kyra Carusa, men kort efter fik Laura Munk Hermann udlignet til 2-2, der længe lignede slutresultatet. Men det fik Kyra Carusa altså lavet om på til allersidst.
HB Køge møder FC Nordsjælland i næste runde, mens Brøndby hjemme tager imod Kolding IF.
HB Køge 3-2 Brøndby IF
0-1 Katrine Jørgensen (25. min)
1-1 Nicole Kozlova (37. min)
2-1 Kyra Carusa (76. min)
2-2 Laura Hermann (80. min)
3-2 Kyra Carusa (90. min)