Brasserbrag kan slå rekord: 10.000 billetter solgt til Danmark-Brasilien

0
1512
Pernille Harder jubler med Stine Larsen og Nicoline Sørensen efter en scoring til 4-0i efterårets VM-kvalifikationskamp mod Malta. - Foto: dbufoto.dk - Claus Birch/fodboldbilleder.dk

Kvindelandsholdets kamp mod Brasilien i Parken den 24. juni ser ud til at slå rekorden for flest antal tilskuere til en kvindelandskamp på dansk jord

Der er udsigt til rekord, når kvindelandsholdet 24. juni møder Brasilien i Parken. 10.000 billetter er der nu solgt til kampen, der bliver landsholdets næstsidste test, inden det går løs ved EM i England. Dermed ser kampen ud til at slå rekorden for flest antal tilskuere til en kvindelandskamp i Danmark.

En begejstret fankoordinator Martin Ramtung siger til dbu.dk:

”Kvindelandsholdet har nogle helt fantastiske fans, som gerne vil støtte op om holdet. Det har de bevist i mange år, men særligt de seneste år har vi set en stor stigning i populariteten for kvindefodbold over hele verden. Vi er megaglade for, at vi også kan mærke det herhjemme, og at så mange gerne vil i Parken og sende spillerne godt afsted til EM i England”.

Der venter en oplevelse af de helt store, spår han:

”Der er rigtig god grund til at tage i Parken. Det bliver et brag af en kamp på banen mellem to af de helt store nationer i international kvindefodbold – og så sørger vi for, at fodboldfesten starter allerede inden kampstart, hvor der er fanzone i Fælledparken med aktiviteter for hele familien,” siger Martin Ramtung.

Nuværende rekord blev sat i 2006

Det højeste antal tilskuere til en kvindelandskamp på dansk jord er 9.337 og blev sat i en VM-kvalifikationskamp mod Finland på Viborg Stadion den 27. september 2006. Målt på antallet af solgte billetter bliver den rekord slået i Parken.

Hvis du vil være en del af rekorden, så kan der købes billetter til Danmark-Brasilien på billet.dbu.dk. Samme sted kan du også købe billetter til testkampen mod Norge på Viborg Stadion den 29. juni.

Du kan finde mere info om billetsalg og fanaktiviteter på fordanmark.dk.