Det danske U17-landshold skulle bruge tre point i sin sidste gruppekamp mod Holland for at komme i semifinalen ved EM. Men trods føring, endte kampen uafgjort
Det var tæt på, men det lykkedes ikke U17-landsholdet at spille sig i semifinalen, da holdet tirsdag mødte Holland i den tredje og sidste gruppekamp ved EM i Bosnien-Hercegovina.
Efter et nederlag til Tyskland og en storsejr på 6-0 over Bosnien skulle Danmark bruge tre point for at komme i semifinalen. Og Danmark kom godt fra start, da topscorer Alma Aagaard sendte et hovedstød i mål efter en halv times tid. Anden halvleg var dog knap kommet i gang, så fik Holland udlignet til 1-1. Den stilling holdt kampen ud, og dermed var det farvel og tak til Danmark.
Efter kampen var målscorer Alma Aagaard, der blev Danmarks topscorer i turneringen, skuffet over holdets exit.
”Jeg føler godt, at vi kunne have vundet kampen. Jeg var rigtig lettet, da vi kom foran 1-0, så det er ærgerligt, at vi ikke kunne holde resultatet hjem,” sagde hun dbu.dk.
Alma Aagaard glædede sig over sin egen og holdets deltagelse i slutrunden:
”Det har været en fantastisk oplevelse at få lov til at være med. Jeg har lært rigtig meget, og jeg håber, at jeg får lov til at deltage i flere slutrunder fremover,” sagde hun.
Resultater
Danmark – Tyskland 0-2
Bosnien-Hercegovina – Danmark 0-6
Holland – Danmark 1-1
De danske topscorere under EM
Alma Aagaard 3
Emilia Ásgeiersdóttir 2
Pernille Sanvig 1
Clara La Cour 1