Storstilet satsning skal få flere piger og kvinder med i fodboldfællesskabet

0
1278
Arkivfoto: Mikkel S. Hviid

DBU, DBU Bredde og Nordea-fonden laver historisk stor satsning, der skal skabe bedre rammevilkår for piger og kvinder i de danske fodboldklubber

DBU, DBU Bredde og Nordea-fonden lancerer nu en historisk stor satsning, Get Movin’, der skal få flere piger og kvinder til at blive spillere, trænere, klubfrivillige og dommere i fodbolden. Det skriver dbu.dk.

Med indsatsen Get Movin’ skal fordomme om piger og kvinder både i og udenfor fodbolden nedbrydes gennem blandt andet oprettelsen af et ambassadørkorps, diversitetsforløb i klubber, skoler og SFO’er samt gennem uddannelse af flere rollemodeller blandt trænere, dommere og klubfrivillige, lyder det.

“Der er et kæmpe potentiale i at give flere piger adgang til fodboldens fællesskab med motion, venskaber og personlig udvikling. Vi har brug for nye tiltag, der tiltrækker, stimulerer og fastholder flere piger og kvinder i fodboldens verden såvel på som udenfor banen. Støtten og samarbejdet med Nordea-fonden giver et kæmpe boost til arbejdet med at give flere piger retten til fodbolddrømme,” siger DBU’s formand Jesper Møller.

“Der er et kæmpe potentiale i at give flere piger adgang til fodboldens fællesskab”

Jesper Møller, DBU’s formand

Ambassadørkorps

Som led i indsatsen etableres et ambassadørkorps med rollemodeller, som uddannes til blandt andet at tage ud i SFO’erne og skoler for at lave fodboldlege for de 6-10 årige og forløb i idrætsundervisningen for de 11-13 årige.

“Rollemodellerne skal åbne pigernes horisont for fodbold ved at vise, at sporten er lige så naturlig for piger som for drenge. Ambassadørerne vil desuden være tilknyttet Get Movin’ klubberne, så de er med til at bygge bro fra skolen og ind i foreningslivet,” skriver DBU.

Tilbud om træneruddannelse

En del af projektet handler også om øge spilleglæden ude i klubberne. Derfor får Get Movin’-klubbern et valgfrit ekstra træningstilbud, hvor pigerne træner sammen på tværs af klubskel med en uddannet DBU-instruktør. Desuden får klubbernes pigetrænere et tilbud om en træneruddannelse svarende til UEFA C2 træneruddannelsen.

“Med indsatsen får flere piger og kvinder god motion, personlig udvikling og bliver en del af stærke fællesskaber, der øger den mentale sundhed. Samtidig er vi glade for at støtte en indsats, der sigter mod at skabe foreningsfornyelse ved at rykke ved både drengenes, pigernes, de voksnes og klubbernes forståelse af køn og sport,” siger Christine Paludan-Müller, der er uddelingschef hos Nordea-fonden til dbu.dk.

Den nye indsats opstartes i 2023 og løber til og med 2026.

FAKTA OM GET MOVIN´

Get Movin’ er et samarbejde mellem Nordea-fonden, DBU Bredde (foreningen af lokalunioner) og DBU. Projektet er støttet økonomisk af Nordea-fonden med 10 mio. kr. Dertil bidrager DBU med 10 millioner kr. Projektet indeholder de følgende elementer:

  • Understøttelse af Get movin’-klubber
  • Oprettelse af et udkørende ambassadørkorps
  • Uddannelse af en ny generation af trænere og dommere
  • Get Movin’-ambassadører besøger SFO’er og skoler
  • Diversitetsakademier
  • Flytbar fællestræning