Parkens bestyrelse vil have et kvindehold, der kan spille med om medaljer. Hvornår det kommer, er dog usikkert
Et kvindehold i hvide trøjer med FC Københavns løve på brystet, der kan spille med om pokaler.
Det vil på et tidspunkt blive en realitet. Hvornår det sker, er dog ikke besluttet endnu.
FCK-direktør Jacob Lauesen siger til Politiken, at bestyrelsen i Parken Sport & Entertainment, der ejer FCK, har bestemt, at FC København i fremtiden skal have et kvindehold, “der kan kæmpe med om pokaler”.
“Da FC København blev grundlagt, var ambitionen at samle byen og tage den ud i Europa. Her 30 år senere starter vi forfra. Nu er tiden kommet til, at vi skal gøre det igen, men denne gang for piger og kvinder,” siger Jacob Lauesen.
“Det er ikke sådan, at vi melder en færdig plan ud nu. Den findes slet ikke. Vi ønsker at skabe et bæredygtigt fundament for et kvindehold i København. Den model skal vi ud og arbejde på nu, og der er mange veje at gå,” siger FCK-direktøren.
Det kommende FCK-kvindehold kan f.eks. blive en realitet ved overtage en licens fra en anden ligaklub. Politiken nævner Sundby Boldklub, der har et hold i Gjensidige Kvindeliga og er samarbejdsklub med FCK, som eksempel.
Jacob Lauesen fortæller, at det kommende kvindehold skal have sit eget selskab og altså ikke skal finansieres af FCKs superligahold. Holdet skal også have sin egen hjemmebane.