Bane 2 i Brøndby har været efterårets bedst bane i Gjensidige Kvindeliga. Det mener anførerne i kvindeligaen, der efter hver udekamp vurderer den bane, de har spillet på
Hvis det alene skulle handle om baneforhold, så foretrækker spillerne i Gjensidige Kvindeliga at spille på Bane 2 i Brøndby.
I hvert fald som banerne har været i dette efterår. Spillerforeningen kårer hvert år den bedste bane i ligaen, baseret på stemmer fra anførerne, og halvejs inde i sæsonen er det Brøndbys Bane 2, der fører konkurrencen. Foran Capelli Sport Stadion (HB Køge) og Right to Dream Park (FC Nordsjælland).
Tre gange har kunstgræsset på Bane 2 fået topbedømmelsen ’fantastisk’. Lige så mange gange har den fået den næstbedste bedømmelse, nemlig ’over middel’. Og en enkelt gang er den blevet vurderet som ’under middel’. Det giver en gennemsnitlig bedømmelse på 4,14.
Foretrækker kunstgræs
De tre baner i top 3 er alle kunstgræsbaner, og det er bemærkelsesværdigt, for i mændenes liga, Superligaen, foretrækker anførerne græsbaner.
Men det er måske ikke tilfældigt. For græsbanerne i kvindeligaen har langt fra samme niveau som i superligaen. Som Brøndby IFs anfører Julie Tavlo fortæller til Spillerforeningens hjemmeside, så blev Brøndbys to seneste udekampe på græs spillet i “mudder” i Thisted og sne i Kolding. I det lys, foretrækker hun kunstgræs:
“Vi har jo ikke et eller andet lækkert stadion med en greenkeeper, der går og pussenusser om hvert et lille græsstrå. Så vi bliver altså sendt ud på nogle græsbaner, der rigtig, rigtig sløje. Derfor vil vi foretrække at spille på kunstbaner. Der ved man, hvad man kommer ud til, og man kan spille god fodbold. Og det kan man altså ikke, når du kommer til AGF og skal ned på Vejlby-Risskov Stadion i den der gryde, der er helt mudret,” siger hun.
“Vi har jo ikke et eller andet lækkert stadion med en greenkeeper, der går og pussenusser om hvert et lille græsstrå”
Julie Tavlo, anfører, Brøndby IF
Efterårsstillingen i ”Danmarks Bedste Bane”
- Brøndby Stadion, Bane 2 (Brøndby IF): 4,14
- Capelli Sport Stadion (HB Køge): 3,57
- Right to Dream Park (FC Nordsjælland): 3,57
- Autocentralen Park (Kolding IF): 3,29
- Ceres Park/Vejlby-Risskov Stadion (AGF): 3,29
- Nord Energi Arena (Fortuna Hjørring): 3,00
- Sundby Idrætspark (Sundby): 2,57
- Sparekassen Thy Arena (FC Thy-Thisted Q): 2,2