Kolding IF har oprustet på pigeakademiet med flere ansættelser og går fra halvanden fuldtidsansat til to- og en halv fuldtidsansat fra 2023
Af Oliver Lundgaard
Kolding IFs Kvindeligahold spillede sig dette efterår i forårets slutspil i Gjensidige Kvindeliga, og nu opruster klubben med flere ansættelser på pigeakademiet. I efteråret sagde Talentchef Mads Ravn i akademiet op og nu er hans afløser fundet. Jonas Christensen som er daglig leder for Kvindeligahold overtager stillingen som Talentchef på halvtid. Jonas glæder sig til de kommende udfordringer som Talentchef i akademiet:
“Jeg glæder mig meget til denne opgave. Det bliver spændende at komme til at arbejde med pigeakademiet og ikke kun omkring klubbens Kvindeligahold. Vores akademi har igennem en årrække vist sig som en af landets bedste på pigesiden, med dygtige trænere og ledere, der dagligt giver en stor indsats på akademiet. Dem glæder jeg mig til at arbejde med,” fortæller Jonas Christensen til kolding-if.dk.
Head of Coaching på fuldtid
Allan Drost som er nuværende Head of Coaching i Kolding IF tiltræder efter nytår sin stilling på fuldtid. En opgradering, Allan Drost ser meget frem til i det nye år:
“Det at stillingen som Head of Coaching på pige-/kvindesiden opgraderes til fremadrettet at være på fuldtid gør, at jeg i endnu større grad vil få mulighed for at styrke arbejdet med det sportslige fundament, hvor vi i løbet af det forgangne år har lagt flere lag på, i samspil med de enkelte trænerteams og den øvrige sportslige ledelse,” siger Allan Drost til kolding-if.dk.
Nyt U18DM-trænerteam til det kommende forår
Klubben sender også en stor tak afsted til Jesper Gejl Larsen og Anders Jensen som er fratrådt som trænerteam på U18DM. Den nye cheftræner er Lasse Aagaard Skovhøj som får selvskab af Jan-Erik Simmelhag som assistenttræner. Jan-Erik Simmelhag har tidligere været U16DM-assistenttrænere i klubben.