Næsten al teknologisk udvikling indenfor fodbold har fokus på mænd. Forskere efterlyser støvler til kvinder, for mande-støvler øger risikoen for alvorlige knæskader hos kvindelige fodboldspillere
Fodboldstøvler er designet til mænd, og det øger risikoen for skader hos kvinder. Det siger
Katrine Okholm Kryger, der er lektor på St. Mary’s University i London, til DR.
Hun er medforfatter til en af øjeblikkets mest læste videnskabelige artikler internationalt, “Ten questions in sports engineering: Technology in elite women’s football”, der sætter fokus på den teknologiske udvikling for kvindelige fodboldspillere. Her konstaterer de, at kvindelige fodboldspillere er tvunget til at spille i udstyr, designet til mænd, og det er stærkt problematisk. Ikke mindst når det kommer til fodboldstøvlerne.
“Der er en direkte forbindelse mellem støvlerne og en øget risiko for at blive skadet. Særligt i år har vi set en ekstra høj risiko for korsbåndsskader for kvindelige fodboldspillere,” siger Katrine Okholm Kryger.
Risiko for knæskader
Kvindelige fodboldspillere vejer generelt mindre end mænd. Derfor har de brug for en anden længde knopper, hvis de skal have et ordentligt greb i græsset. Men da støvlerne er konstrueret til mænd, risikerer de at sidde fast i græsset, når de skifter retning, fordi underlaget ikke giver efter på samme måde som hos mænd.
“Så er det i stedet knæet, som kan give efter. Det er foruroligende, når vi ser på mekanismen for korsbåndsskader, som sker uden kontakt til andre spillere,” siger Katrine Okholm Kryger til DR.
Den tidligere landsholddsspiller og udlandsprofessionelle Line Røddik er i dag ansat i Spillerforeningen, hvor hun er projektansvarlig for kvindefodbold. Hun finder studiet fra England interessant.
“Et af de største problemer i kvindefodbold er de mange korsbåndskader, og dem vil vi gerne være foruden. Kan man nedbringe skadesfrekvensen, vil det være fint,” siger Line Røddik til DR.
Læs mere her: Fodboldstøvler designet til mænd øger skadesrisikoen for kvinder
Læs den videnskabelige artikel her: Ten questions in sports engineering: technology in elite women’s football
Se vores Youtube: