Signe Pries Andersen bliver ny A-landstræner på Færøerne

0
2613
Signe Pries Andersen har tidligere været fodboldtræner på BGI Akademiet, hvorfra dette billede er taget. Foto: BGI

36-årige Signe Pries Andersen skifter Danmark ud med Færøerne, hvor den nuværende talenttræner fra 1. juni bliver A-landstræner for det færøske kvindelandshold

Den tidligere Brøndby- og Kolding Q-spiller Signe Pries Andersen, der siden sidste sommer har været fastansat som DBU Talenttræner, bliver 1. juni ny A-landstræner for det færøske kvindelandshold. Hun afløser en anden dansk træner, Lene Terp, der har valgt at tage tilbage til Danmark. Det skriver dbu.dk.

”Det har været rigtigt spændende at have været med til at udvikle og løfte den danske talentmasse i DBU-regi. Et arbejde, hvor jeg selv også selv er blevet stærkere både fagligt og personligt. Så at få muligheden for at stå i spidsen for det færøske kvindelandshold på seniorniveau virker som det helt rigtige skridt for mig. Det giver mig en unik mulighed for at fortsætte mit trænerarbejde i en øget konkurrencesituation på højeste niveau, samtidig med at jeg fortsat får mulighed for at arbejde med udvikling – menneskelig som spillemæssigt,” siger Signe Pries Andersen til dbu.dk.

Kenneth Brogaard, ansvarlig for DBU Talent, ærgrer sig over at skulle sige farvel til Signe Pries Andersen:

”Jeg skal ikke lægge skjul på, at vi gerne havde set Signe fortsætte i sin rolle her i DBU. Hun er ikke kun en dygtig træner med et højt fagligt niveau, men hun er også en træner, der sætter den menneskelige udvikling højt i sit arbejde med talenterne. Når det så er sagt, er det en fantastisk mulighed for Signe, og vi er da kun stolte af, at vi igen, i DBU, kan levere dygtige og kvalificerede træner til gode trænerjobs i udlandet. Det kommer jo også dansk fodbold til gavn på sigt” siger Kenneth Brogaard.

Udover jobbet som DBU Talenttræner på fuldtid er den tidligere elitespiller i fuld gang med at tage sin PRO-trænerlicens.