Der er solgt 34.100 billetter til fodboldkvindernes Champions League-finale mellem Barcelona og Wolfsburg
34.100. Så mange billetter er der solgt til kvindernes Champions League-finale, der spilles den 3. juni i Eindhoven. Dermed er der for første gang totalt udsolgt til kvindernes finale.
“Det er endnu et tegn på, hvor langt kvindefodbolden er nået,” siger Nadine Kessler, der er chef for kvindefodbold i Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa), til unionens hjemmeside.
“Der er sket en enorm stigning af tilskuere, som rejser med deres hold til finalen. Begge klubber har solgt mere end 4500 billetter til deres fans, og det er langt flere end til tidligere finaler. Derudover kan vi også se, at fans af de to hold har købt billetter i det åbne billetsalg,” siger Nadine Kessler.
Den store finaleinteresse er kulminationen på en sæson, hvor kvindernes Champions League har sat tilskuerrekord på 10.800 tilskuere i gennemsnit til kampene fra gruppespillet og knockoutfasen.
Rekord var der i øvrigt også sidste gang Barcelona og Wolfsburg mødtes. Det var i semifinalen i sidste sæsons Champions League. Her var der hele 91.648 tilskuere til kampen på Barcelonas hjemmebane Camp Nou.