Pernille Harder stopper i Chelsea

0
1208
Pernille Harder, her i kamp for Danmark, forlader Chelsea efter denne sæson. Foto: Anders Kjærbye - dbufoto.dk

Den danske landsholdsanfører stopper i storklubben Chelsea efter denne sæson

I 2020 skrev den danske landsholdsanfører Pernille Harder fodboldhistorie, da hun skiftede fra Wolfsburg i Tyskland til den engelske storklub Chelsea i kvindefodboldens hidtil dyreste handel på 2,6 mio. kroner. Siden har Pernille Harder markeret sig som en af Chelseas vigtigste spillere, men til sommer er det slut. 30-årige Pernille Harder skriver på Instagram, at hun forlader Chelsea efter denne sæson.

“Det har været en drøm, der blev til virkelighed at spille for denne fantastiske klub, og jeg har elsket hvert sekund. Jeg forlader klubben med mange gode minder og venskaber, og jeg vil for evigt være taknemmelig for, hvordan I fans har budt mig velkommen. Tak for jeres utrolige støtte gennem årene. Det har været en fantastisk rejse,” skriver Pernille Harder på Instagram.

“Jeg har elsket hvert sekund”

Hvor hun derefter skal spille, er endnu ikke offentliggjort. Pernille Harders kæreste, svenske Magdalena Eriksson, forlader også Chelsea til sommer.

Chelseas træner Emma Hayes storroser danskeren på klubbens hjemmeside:

“Pernille er af de bedste offensive spillere i verden, og man kan se hendes kvaliteter dag ind, dag ud. Hun har altid været målrettet for at få succes, for at nå toppen og hjælpe holdet med at vinde trofæer,” siger Emma Hayes

Pernille Harder har spillet 79 kampe og scoret 44 mål i sin tid i Chelsea.