Rasmus Lynge skal stå i spidsen for Randers Q

0
1171
Rasmus Lynge (tv.) er ny cheftræner for Randers Q-projektet, hvor Morten Løbe Hyldgaard er elitechef. Foto: Morten Degn

Det nye fælles kvindefodboldhold i Randers får en erfaren træner ved roret. Rasmus Lynge er tidligere blevet dansk mester med Skovbakken

Det bliver en erfaren træner, som skal stå i spidsen for det fælles kvindehold i Kronjylland, Randers Q, som blev præsenteret på et pressemøde i tirsdags.

Rasmus Lynge har tidligere ført Romalt IF op i 1. division, og han er også blevet dansk mester med Skovbakken. Nu har han indgået en to-årig aftale med Randers Q, som er et samarbejde mellem seks klubber i Randers-området, henholdsvis Romalt IF, IF Alliancen, Randers Freja, Hornbæk SF, Helsted Fremad og Kristrup B.

“Det har været vigtigt for os at finde en træner, som køber ind på projektet, deler ambitionen om at skabe et fantastisk transitionsmiljø og har erfaring med ungdoms- og seniorfodbold. Gerne på et højt niveau. Ham har vi fundet i Rasmus Lynge. Han har stor erfaring med at give unge spillere vinger – spørg bare Signe Bruun i Lyon,” siger Morten ’Løbe’ Hyldgaard, Elitechef i Randers Q, til Randers Amts Avis.

“Han har stor erfaring med at give unge spillere vinger – spørg bare Signe Bruun i Lyon”

Randers Q tørner ud fra august 2023, hvor det overtager Romalt IFs plads i Kvindeserien. Fra næste år er det ambitionen at spille 2. division.

Læs mere her: Seks klubber lancerer fælles kvindehold under navnet Randers Q

Det nye fælles fodboldhold Randers Q blev præsenteret på et pressemøde tirsdag hos Sparekassen Danmark, der er en af sponsorerne. Foto: Morten Degn