’Vi gør det hele igen’ er navnet på Danmarks officielle sang til VM-slutrunden i Australien og New Zealand. VM-sangen er lavet af Fräulein, og Kvindelandsholdet synger kor
Så er den ude, den officielle danske VM-sang, der skal støtte landsholdet ved VM i Australien og New Zealand.
’Vi gør det hele igen’ hedder sangen, som er lavet af bandet Fräulein. Sangen er en anerkendelse af Kvindelandsholdets dedikerede indsats på og uden for banen:
“VM-sangen er en hyldest til Kvindelandsholdet, der er nogle af landets førende atleter, som hver dag kæmper for at blive endnu bedre. De træner igen og igen og arbejder hårdt for at gøre sig umage for at repræsentere Danmark ved VM, og det kan ikke anerkendes nok at de lægger blod, sved og tårer i det her,” siger Fräulein til DBU.dk.
Landsholdet synger kor på flere sekvenser af slutrundesangen og er med i musikvideoen, der udkommer den 20. juli på åbningsdagen for VM 2023.
“Når der er så langt til VM-slutrunden i Australien, håber vi, at sangen kan holde den rød-hvide fodboldstemning varm herhjemme i Danmark. Vi kommer i hvert fald til at tage den med i højtaleren på stadion og i omklædningsrummet,” siger landsholdsanfører Pernille Harder.
Du kan høre ’Vi gør det hele igen’ her: