Solrød FC-kvinder sluttede på førstepladsen

0
881
Solrød FC-glæden var stor efter den afsluttende sejr over Brabrand. Jan Kristensen ses yderst til venstre.

Jan Kristensen har haft stor succes med 2. divisionsholdet, siden han overtog cheftrænerposten i oktober sidste år. Foråret blev afsluttet med syv sejre i træk.

Kvinderne fra Solrød FC fik en perfekt afslutning på forårssæsonen, som dermed også kom til at gå langt bedre, end mange havde regnet med.

Først sikrede de sig nemlig førstepladsen i deres slutspilsrække i 2. division ved – på mål Pernille Gohr og Ida Hove – at vinde 2-1 på udebane over FC Damsø den 10. juni.

– Vi havde på intet tidspunkt tænkt den tanke, at vi kunne slutte som nummer et i slutspillet. Men det er så flot arbejde af spillerne, og de fortjener det rigtigt meget, fastslår cheftræner Jan Kristensen.

Og ugen efter blev det i sæsonens sidste kamp til endnu en sejr, den syvende i træk. For i slutspilsfinalen i Brabrand blev det til en 3-2-sejr over hjemmeholdet, der havde vundet den anden slutspilsrække. Målene blev scoret af Natasha Jensen, Sissel Bøje og Ika Nimb.

Flere nye spillere
Jan Kristensen kom til klubben i oktober, og selv om der i vinterpausen var en større udskiftning i spillertruppen, idet fire spillere sagde farvel, mens syv nye kom til, vidste han godt, at holdet havde kvaliteterne til at levere gode præstationer. Det er blot gået langt hurtigere end forventet:

– Det kun var et spørgsmål om tid, før resultaterne ville komme. Men at de allerede er kommet her i foråret, var både uventet og meget flot. For vores målsætning var faktisk blot at overleve.

I efterårets grundspil i 2. division, som er delt op i en øst- og en vestrække, sluttede Solrød FC på en fjerdeplads, hvilket betød, at holdet skulle deltage i forårets slutspil, hvor de fire bedste ville forblive i landets tredjebedste række, mens de to dårligste ville rykke ud. Det var Solrød FC aldrig i nærheden af, og Jan Kristensens korte forklaring på, hvorfor det er gået så godt, lyder således:

– Hård træning, disciplin, de rigtige behandlere og nogle fysiske trænere, der laver alle de ting bagved, som er altafgørende for, om du har en frisk trup. Og så ikke mindst spillernes indstilling, som gennem hele foråret har været forrygende.

”Rejsen” er lige begyndt.
Når den nye sæson går i gang efter sommerferien, vil Solrød FC på ingen måde være favorit til at slutte på den førsteplads i grundspillet, der giver adgang til forårets oprykningsspil. Men Jan Kristensen vil ikke på forhånd afvise, at hans mandskab kan komme til at kæmpe med om en plads i 1. division, hvor Solrød FC var med i sæsonen 2020/2021.

– Målet er, at vi skal gøre det så godt som overhovedet muligt, og hvis chancen byder sig, så går vi efter førstepladsen, lyder det fra Jan Kristensen, der overtog holdet efter en tumultarisk periode i efteråret, der endte med, at en stor del af trænerstaben stoppede, da de ikke længere følte og mente, at der var tillid og opbakning fra spillerne til det sportslige set-up.

Jan Kristensen blev så spurgt, om han med øjeblikkelig virkning kunne træde til, hvilket han sagde ja til:

– Det er altid vanskeligt at skulle samle op på en anden træners arbejde. Så fra den tirsdag i oktober og til nu har det været en hård rejse, men også en rejse, som kun lige er begyndt og forhåbentlig ender med noget mere.