Efter to år i Norge vender Agnete Nielsen retur til Brøndby på en 2-årig kontrakt. Hun kommer dog ikke i aktion lige med det samme, da hun er i gang med genoptræning efter en knæskade
Den 24-årige angriber Agnete Nielsen er tilbage i Brøndby IF efter to år i den norske klub Vålerenga. Agnete Nielsen har underskrevet en 2-årig aftale med Brøndby, som dog ikke får glæde af offensivspilleren lige med det samme.
“Det er jo ingen hemmelighed at jeg i september 2022 pådrog mig en knæskade, hvor jeg nu er i gang med et genoptræningsforløb, som gør at jeg ikke er spilleklar endnu,” siger Agnete Nielsen til klubbens hjemmeside.
Trods skaden er det en styrket Agnete Nielsen, der kommer tilbage til dansk fodbold.
“Efter to år i den norske liga har jeg også fået en masse gode ting med i bagagen, der har styrket mig meget, hvor jeg bl.a. har udviklet mig teknisk og fået en bedre spilforståelse. Disse erfaringer håber jeg at kunne bidrage med og jeg føler samtidigt det er en stor ære at skulle repræsentere klubben igen og forhåbentligt være med til at styrke truppen yderligere,” siger Agnete Nielsen til klubbens hjemmeside.
Sportschef Claus Jensen fortæller om tilgangen af den danske angriber:
“Vi er glade for at Agnete har valgt at vende hjem til Brøndby IF efter to år i Norge. Det er altid dejligt når en spiller ønsker at vende retur, som jo også fortæller at vi har og gør noget godt for vores spillere i klubben. Agnete er en spiller som vil tilføre vores hold masser af fart og med hendes gode humør er jeg sikker på hun vil blive en gevinst for klubben, både på banen og ikke mindste i omklædningsrummet. Lige nu er Agnete ude med en knæskade, hvor vi i fællesskab har lagt en plan for genoptræningen. Vi er sikre på at hun nok skal komme stærkt igen”.
Agnete Nielsen spillede for klubben i 2020/2021 sæsonen, hvor det blev til 17 mål i 33 kampe. Tidligere har hun spillet for Fortuna Hjørring, som hun blev dansk mester med i 2018 og 2020.