Klubber kritiserer DBU-forslag om fast track: ”Et slag i ansigtet”

0
3045
Fortuna Hjørring og FC Thy Thisted Q i en kamp i sidste sæson. Arkivfoto: Jess M. Madsen

Forslaget om en fast track-model, der vil give storklubber en hurtig vej til toppen af dansk kvindefodbold, møder hård modstand fra flere klubber. ”Det bliver endnu engang nemt at have mange penge,” siger ASA-formand til Politiken

“Vi ser indførslen af fast track som både uorganisk og et slag i ansigtet på de mange klubber, som i årtier har kæmpet for og lagt kræfter i kvindefodbolden”.

Sådan siger Maibritt Bjerrum, bestyrelsesformand i Aarhus-klubben ASA, der spiller i 1. division, til Politiken. Hun er en af flere klubfolk, som stiller sig kritisk overfor den fasttrack-ordning, som DBUs Kvindeeliteudvalg netop nu har sendt til høring i fodboldens instanser.

Fasttrack-ordningen vil give de store klubber på herresiden en genvej til Gjensidige Kvindeliga og 1. division. Det vil betyde, at f.eks. FC København ikke skal spille sig op gennem rækkerne, hvis de etablerer et kvindehold fra grunden, når de går ind i kvindefodbold næste år. I stedet vil FCK kunne starte direkte i Gjensidig Kvindeliga.

“Med genvejen bliver det endnu engang for nemt at have mange penge,” siger Maibritt Bjerrum.

Michael Andersen, cheftræner for 1. divisionsklubben Østerbro IF, er også kritisk.

”Som fodboldgræsrod mener jeg, at man skal spille sig til det, man gerne vil opnå via resultater på banen. I det lys lyder fasttrack ikke så fedt”.

Michael Andersen understreger dog overfor FODBOLD FOR PIGER, at han ser en fast track-model som nødvendig, men at man burde udvide Gjensidig Kvindeliga med to hold:

“Hvis en fasttrack-ordning virkelig skal batte, så burde FCK og FCM måske have lov til at gå direkte ind på højeste niveau i Kvindeligaen på et wild card,” siger Østerbro-træneren til Politiken.

LÆS OGSÅ: Skal nye kvindehold have en genvej til 1. og 2. division?

“Et ‘udansk” men nødvendigt system”

Formanden for Kvindeeliteudvalget i DBU, Mette Bach Kjær, erkender, at systemet er kontroversielt – ’udansk, som hun siger til Politiken. Alligevel mener hun, at det er nødvendigt.

”Vi har set, hvad der sker i udlandet, når herreklubberne går med,” siger hun til avisen.

Da fast track-ordningen blev sendt i høring, sagde Mette Bach Kjær sådan her til DBUs hjemmeside.

”Et Fast Track-system kan være med til at give dansk kvindefodbolds udvikling et bæredygtigt skub fremad, hvor etablerede herreklubber med et stort professionelt setup kan få en nemmere vej til de bedste rækker. Det vil samtidig også give os muligheden for at sætte nogle krav til f.eks. talentudviklingsmiljøerne og kontraktforhold og faciliteter i de gældende klubber, så vi sikrer, at det gavner fundamentet for udviklingen af dansk kvindefodbold”.

LÆS OGSÅ: Skal nye kvindehold have en genvej til 1. og 2. division?

Kritik fra Brøndby

Også Brøndbyernes IF ser kritisk på det nye. I klubben, der har haft et hold i toppen af dansk kvindefodbold i over 20 år, siger bestyrelsesformand Christian Barrett til Politiken:

”Der er nogle elementer i dansk fodbold, som, vi mener, er væsentlige at understøtte. Og det handler om, at man spiller sig op der, hvor man nu en gang skal være”.