Spaniens nye landstræner har udtaget 20 strejkende spillere til to kommende Nations League-kampe. Det kritiseres i kraftige vendinger af landsholdsspilleren Jennifer Hermoso
20 af spillerne på det spanske fodboldlandshold har meddelt, at de strejker fra landsholdsfodbold. Alligevel har Spaniens nye landstræner, Montse Tome, nu valgt at udtage spillerne til to Nations League-kampe, der spilles i den kommende uge.
Det kritiseres kraftigt af landsholdsspilleren Jennifer Hermoso. Det var hende, der blev kysset mod sin vilje af det spanske fodboldforbundspræsident Luis Rubiales efter fejringen af det spanske VM-guld. En sag, der har været med til at forværre det i forvejen belastede forhold mellem spillere, trænere og fodboldforbund, og som førte til, at 20 af spillerne for nylig meddelte, at de ikke står til rådighed for landsholdet.
Alligevel har den nye landstræner udtaget 23 spillere til to kommende kampe mod Sverige og Schweiz, hvoraf 20 spillere ikke ønsker at spille for landsholdet.
“Spillerne er overbeviste om, at dette er endnu et forsøg på at splitte os ad og manipulere med os. De truer os med juridiske og økonomiske sanktioner. Det beviser, at intet er ændret,” skriver Jennifer Hermoso i en udtalelse på det sociale medie X.
“Vi har i uger – sågar måneder – forsøgt at få beskyttelse fra RFEF (fodboldforbundet, red.), men den kom aldrig. De mennesker, der nu beder os om at stole på dem, er de samme, som nu har offentliggjort en trup med spillere, der ikke står til rådighed,” skriver Hermoso.
Utilfredse med forholdene
Fodboldpræsidenten Rubiales er ligesom den den tidligere landstræner Jorge Vilda stoppet efter VM, men mange af spillerne er fortsat utilfredse med forholdene under det spanske fodboldforbund og på landsholdet.
“Jeg vil endnu en gang vise min fulde støtte til mine kolleger, der er blevet overraskede og tvunget til at reagere på endnu en uheldig situation skabt af folk, der bliver ved med at træffe beslutningerne i RFEF,” skriver Hermoso.
Det spanske kvindelandshold skal efter planen spille Nations Leagu-kampe mod Sverige på fredag og Schweiz i næste uge.